Smågriseprisen er faldet langt fra sin top

Det europæiske marked for smågrise ser fortsat ind i en opbremsning. SPF Danmark sænker igen sin notering.

SPF’s smågrisenotering er nu faldet langt fra de toppe, man så i august, hvor prisen nåede for en PRRS-negativ 30-kg gris var på 730 kroner. Nu vælger det Danish Crown-ejede selskab så at sænke sin notering endnu engang, nu med 15 kroner til 580 kroner pr. gris.

Ifølge SPF-Danmark oplever det europæiske marked en fortsat opbremsning. Senest er slagtesvinenoteringen i Tyskland faldet med 5 cent. Og det med til at præge prisen for smågrise.

- Det er en stor opbremsning, men den er samtidig normal for årstiden. Tyskerne købte rigtig mange smågrise i slutningen af juni, og de finder vej til slagterierne nu. Det giver et højt udbud slagteklare grise på det tyske marked. Samtidig er de sidste grise, som skal slagtes inden jul, blevet handlet, og det giver et helt klassisk dyk i markedet, som vi ser hvert år, siger Lars Bruun Andresen, der er salgschef i SPF-Danmark i en markedsopdatering fra selskabet

Sætter i egne stalde

På det danske marked er der fortsat en lav aktivitet og en begrænset efterspørgsel i puljen, men antallet af grise i danske stalde stiger.

- De frie grise får ikke det samme tillæg som tidligere, og derfor vælger flere at sætte i egne stalde lige nu. Det fremgår også af antallet af udstedte vaskecertifikater på eksportbiler, som ligger lavere end tidligere, og det er en tendens, vi forventer vil fortsætte, siger Lars Bruun Andresen.

Mens aktiviteten dæmpes i Tyskland og Danmark er den fortsat høj i Polen og på øvrige markeder i Østeuropa. Det sker i kraft af høje noteringer og fordelagtige priser på foder, vurderer SPF.

- De østeuropæiske landmænd har adgang til relativt billigere foder, og det giver en anden kalkulation end i Danmark og Tyskland. Derfor er aktiviteten også fortsat høj på de markeder, men det er ikke nok til at opveje de fald, vi ser i især Tyskland. Derfor er forventningen også, at markedet vil sætte sig og nærme sig et mere »normalt« aktivitetsniveau, siger Lars Bruun Andresen.

Læs også