Mælkeproduktionen i Europa er stadig under pres
Der forventes et fald i mælkeproduktionen set med europæiske briller, lyder det i en markedsberetning fra Arla.

Mælkeproduktionen i Europa er stadig under pres. Der forventes et fald på 0,5 procent i oktober, skriver Arla i en markedsberetning. Foto: Colourbox
Indvejet mælk
Mælkeproduktionen i Europa er stadig under pres. Der forventes et fald på 0,5 procent i oktober, skriver Arla i en markedsberetning.
De største udfordringer opleves for tiden i Nordeuropa og Centraleuropa, mens Irland udviser positive vækstrater.
Det sydlige Europa og dele af Østeuropa forhindrer større fald på EU-niveau.
Andre store produktionsområder viser samme negative tendens. I oktober faldt USA med 0,5 procent, New Zealand faldt med 3,3 procent, og også i Australien fortsætter den nedadgående tendens med 2,1 procent i oktober. Det eneste større produktionsområde med positiv vækst er Sydamerika.
Ost
I november steg priserne for gul ost med yderligere 5 procent.
Markederne for både Gouda og Edam forbliver anstrengte med begrænsede lagre, som også afspejles i den stærke prissætning i Europa, et godt stykke over EUR 4.
Prissætningen på mozzarella steg med 4 procent i Europa, hvor markederne er mere i balance. Nogle producenter har sænket deres fremstilling af mozzarella, idet valoriseringen af andre produkter er højere, hvilket kan skabe nogen knaphed i forsyningen.
Mælkepulver
Markedet for mælkepulver er en smule blandet for tiden.
EU-markedet ligger meget fast, og priserne er sprunget i vejret. God efterspørgsel fra Mellemøsten og Europa har sendt priserne op.
I resten af verden er priserne dog steget i meget lavere tempo. Højsæsonen på den sydlige halvkugle og sløv efterspørgsel fra Kina har sat grænser for prisstigninger på globalt plan, hvilket giver NZ sødmælkspulver og skummetmælkspulver usædvanligt store rabatter i forhold til mælkepulver i EU.
Smør
Markedet for fedtstoffer fortsætter med høje priser på grund af små lagre og stor efterspørgsel på ost, hvilket potentielt absorberer den reducerede tilgængelighed af mælk, skriver Arla.