Majsen er alt for billig – køb nu

Der er en tendens til at prisen for hvede og majs her i Europa udvikler sig i nogenlunde samme retning. Hen over sommermånederne lå europæisk hvede og majs og handlede til stort set samme pris. Dette parløb har dog forandret sig gevaldigt hen over de seneste to måneder og hvedeprisen i Europa ligger nu markant over den europæiske majspris. Det er blot et spørgsmål om kort tid, før majsprisen begynder at stige. Derfor – køb majs nu.

Forleden tog jeg her i avisen et kig på prisforskellen mellem rapsfrø og hvede. Her kunne jeg konkludere, at rapsprisen stadig ligger for højt placeret set i forhold til hvedeprisen. Normalt siger man, at rapsprisen skal koste det dobbelte af hvedeprisen, i det perfekte prisforhold de to afgrøder imellem. I skrivende stund handles hvedeprisen til 180 euro pr. ton på MATIF. Det dobbelte af hvedeprisen er dermed 360 euro. Men prisen for Rapsfrø på MATIF handler til godt 380 euro pr. ton. Dermed er rapsprisen enten 20 euro for høj i forhold til hvedeprisen. Eller omvendt er det hvedeprisen der er sat 20 euro for lavt i dette indbyrdes forhold. Jeg tror mest på det sidste, for der er ikke noget der tyder på at rapsprisen skal stoppe med at stige frem mod næste sommer.

Majsprisen står stille mens hvedeprisen rykker op

Hvor hvedeprisen stadig halter efter rapsprisen, til trods for nu knap to måneder konstant prisoptur på den europæiske hvedebørs MATIF, så virker hvedeprisen samtidig dyr, set i forhold til prisen for majs på MATIF. Dermed er majsen lige nu det billigste ben i det europæiske afgrødekompleks og det i sig selv er et signal til at det nu er tid til at slå til med køb af majs til foder.

Hen over sommermånederne kørte hvede og majsprisen parløb. Prisforskellen lå og svingede mellem 0 og 4 euro i hvedeprisens favør hen over høst månederne juni, juli og august. Ved udgangen af høst og ved dermed ved udgangen af august måned, kunne du således handle majs på MATIF til 163 euro, mens hvedepris lukkede august måned i 164,25 euro. Der var dermed stort set tale om det, som man kalder for en pris pari for europæisk majs og hvede.

Fra september måned er det som nævnt gået ret kraftigt op for den europæisk hvedepris. Således ligger den europæiske hvedepris på MATIF i skrivende stund og handler til 181 euro pr. ton. Samtidig har majsprisen ikke rykket sig ud af flækken hen over de seneste nu snart to måneder. I skrivende stund kan europæisk majs på MATIF-børsen således stadig handles til 163 euro pr. ton.

En sjælden situation

Det er yderst sjældent at vi oplever en hvedepris, der hen over to måneder i streg stiger markant – fra laveste bund til dagens top med godt og vel 15 procent – og samtidig ser vi så en majspris, der i samme periode står fuldstændigt stille. Det kan ikke fortsætte meget længere og derfor vil den europæiske majspris før eller siden begynde at rykke på sig i opadgående retning og hente ind på den europæiske hvedepris. Fuldstændig ligesom den europæiske hvedepris er begyndt at hente ind på den noget dyrere rapspris, siden starten af september måned.

For at bøje situationen på det europæiske afgrødemarked i neon, så er hvedeprisen fortsat for lav i forhold til rapsprisen. Prisforskellen er lige nu 20 euro i rapsprisens favør. Samtidig er majsprisen for lav i forhold til hvedeprisen lige nu. Her er prisforskellen også næsten 20 euro, men her er det i hvedeprisens favør. Derfor er majsen lige nu den klart billigste afgrøde i det samlede europæiske afgrødekompleks.

Af samme grund anbefaler jeg køb af majs nu, inden den før eller siden vil begynde at hente ind på den noget dyrere hvedepris.

Læs også