Danish Crown lægger 30 øre på kiloprisen, der stiger med 30 øre til 7,70 kroner for uge 34, viser noteringen, som blev offentliggjort torsdag eftermiddag. Til sammenligning steg den tyske notering onsdag til 1,88 euro pr. kg, det svarer til 14,01 kroner.

Igen tryk på markedet for svinekød

Det europæiske marked for fersk grisekød er kommet tilbage fra sommerferien i et meget højt tempo. Efter en lang periode med en sløv efterspørgsel er der nu igen tryk på, fremgår det af Markedsberetningen fra Danish Crown.

- I slutningen af ferieperioden er eksporten ud af Europa steget. Det er ikke voldsomt meget, men sat på spidsen, så er indkøberne kommet hjem til et skrivebord, hvor telefonen kun er i brug, hvis de selv ringer op til deres leverandører. Efterspørgslen er stigende, og det er heldigvis bredt set i markedet, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Afsætningen af forender, bove, nakker og brystflæsk er oppe i højeste tempo, og efter en svag sommer er der nu en stigende efterspørgsel på bacon, kamme og skinker.

- Det er især kammene og skinkerne, der har været udfordringen hen over sommeren, men der ser vi en meget bedre efterspørgsel nu, og det er med til at løfte prisen på hele grisen, siger Lars Albertsen.

Til landene udenfor Europe er der stigende salg til Kina, mens afsætningen til Japan halter lidt på grund af et stort udbud af varer fra USA og Canada.

Slagtninger udsættes til næste uge

Tilmeldingen til uge 33 blev en lille smule lavere end forventet, og det betyder, at slagtningen af 5.000 grise udsættes til næste uge, skriver Danish Crown i Markedsberetningen.

- Det vil sige, at der næsten er slagtet op, omend de sjællandske andelshavere stadig er en smule efter de øvrige, men det arbejdes hårdt på at få udlignet. I næste uge er kapaciteten tilpasset forventet tilmelding.

- For søernes vedkommende slagtes der op i indeværende uge, og med næste uges kapacitet og tilmelding vil der også blive slagtet op.

Ovenstående plan forudsætter, at slagterierne ikke rammes af større tekniske nedbrud, samt en tilmelding på niveau med Danish Crowns prognose, hedder det i beretningen.

Finans