Det er slut med de tårnhøje puljepriser på i gennemsnit 625 kroner pr. smågris (SPF region 2/3) i første kvartal. I dette kvartal falder prisen til 500 kroner og dernæst til 390 kroner i gennemsnit i sidste halvdel af året. 

Sådan lyder meldingen fra Danske Svineproducenters markedsanalytiker Markus Fiebelkorn i en ny prisprognose for smågrise. For hele året er prisen 476,25 kroner i gennemsnit. 

- Alt i alt er det coronakrisen, som er den afgørende faktor for prisudviklingen i de kommende måneder. Psykologiske effekter har for tiden en større betydning end udbud og efterspørgsel. Desuden har vi stadigvæk afrikansk svinepest, som lurer i Polen kun 10 km fra den tyske grænse. Eksporten til tredjelande vil sikkert have en positiv effekt på prisudviklingen, men den vil næppe fuldstændigt kompensere for prisfaldet på kødmarkedet i Europa, vurderer Markus Fiebelkorn.

Beregnet notering

Seges’ prognose for den beregnede smågrisenotering er 490 kroner i gennemsnit i år, startende med 560 kroner i første kvartal og derefter vil der ifølge prognosen ske et glidende fald til 431 kroner i årets fjerde kvartal. 

Forudsætningen er en slagtesvinenotering, der falder til 12 kroner i tredje kvartal 2020 og 11 kroner i fjerde kvartal 2021. Det giver et gennemsnit for året på 12,35 kroner pr. kg. 

I 2021 bilver gennemsnitsprisen for en pulje-smågris 410 kroner – stort set som den beregnede notering, der vil svinge mellem 433 kroner og 358 kroner og lande på et gennemsnit på 409 kroner for hele 2020, vurderer Markus Fiebelkorn i prognosen, der naturligvis bliver mere og mere usikker, jo længere frem i tiden, den forsøger at forudsige prisen.

Se hele prognosen på www.danskesvineproducenter.dk.

mip

Afrikansk svinepestFinans