Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

TBS Maskinpower har gennemgået brugtlagrene i sine ni afdelinger og planlægger nu en onlineauktion med omkring 800 varenumre. Emnerne køres til Skanderborg, hvor de udbydes uden mindstepriser.

Virksomheden vil tilpasse lagrene til ændrede forhold i landbruget og effektivisere arbejdsgangene. En del af planen er at gøre det lettere for udenlandske købere at besigtige brugte maskiner og redskaber.

- Rigtig mange af vores indbyttede maskiner og redskaber får deres næste arbejdsliv i udlandet. Derfor vil vi gøre det nemt for udenlandske opkøbere og evt. slutkunder at se mange enheder på få lokationer, i stedet for at have dem spredt ud over Jylland og Fyn som nu, forklarer Martin Geiser.

Gennemgang af alle ni afdelinger

- Vi har set lagerlisterne i alle 9 afdelinger grundigt igennem og vurderet enheder, priser, liggedage osv. Resultatet af det er, at vi har besluttet at afholde en kæmpe auktion over ca. 800 varenumre, som vi kører til Skanderborg fra alle TBS- og Valtec-afdelinger. Nu skal de væk, så vi kan koncentrere os om at effektivisere den fremtidige drift og samarbejdet med kunderne, siger Martin Geiser.

Valget af Skanderborg hænger blandt andet sammen med, at Valtec-afdelingen er flyttet til nye faciliteter i Yding. Der var derfor allerede en del enheder klar til flyttesalg. TBS fremhæver samtidig beliggenheden som central for både danske og udenlandske opkøbere.

Når køberne har hentet de sidste maskiner og redskaber, ophører TBS Maskinpowers aktiviteter i Skanderborg.

Fra reservedele til bæltetraktor

Auktionen omfatter reservedele, værkstedsmaskiner, brugte traktorer, redskaber og vogne. En bæltetraktor og fabriksnye river kommer også under hammeren.
Kapow står for selve auktionen, hvor buddene afgives online. Auktionen åbner den 6. november klokken 13.30 og slutter den 22. november klokken 18.

Der er fysisk eftersyn den 20. november fra klokken 13 til 17 på Låsbyvej 5-7, 8660 Skanderborg.

MaskinerBusiness