Da der skulle findes en ny læsser til at fodre biogassen på Vrejlev Møllegaard, faldt valget på Kramer. Den korte vej fra førerhus til asfalt og en forhandler, der i forvejen stod bag den øvrige maskinpark, var afgørende for valget.
På Vrejlev Møllegaard i Vendsyssel skal biogasanlægget fodres med 60-80 tons om dagen, og bedriftens læssemaskine kører i gennemsnit knap fem timer hver dag, fortæller Morten Pedersen, der er en af de tre medarbejdere, der er dedikeret til biogasanlægget.
Læsseren er derfor et vigtigt omdrejningspunkt, og da den gamle Manitou i 2019 skulle skiftes ud, blev det grundigt overvejet, hvilken maskine, der skulle erstatte den.
Derfor blev der også afprøvet andre mærker, inden valget faldt på Kramers største model, KT 559. At det lige netop blev den grønne læsser, blev primært afgjort af to ting:
- Vi var ude i overvejelser om en gummiged, men i løbet af en dag skal vi ud og ind af maskinen mange gange. Der er det en klar fordel, at der kun er to trin ned fra Krameren, mens der er halvanden meter til jorden fra førerhuset i en gummiged. Samtidig har vi i mange år kørt John Deere-traktorer i marken, så det var naturligt at vælge den samme forhandler, Semler Agro, hvor vi har været glade for servicen og ved, at der bliver taget action, når det er nødvendigt. Når de også kunne komme med en god aftale på en læsser, var det et oplagt valg, fortæller Morten Pedersen, som forleden også kunne se fem nye John Deere-traktorer rulle ind i maskinhuset for at erstatte fire gamle modeller på gården, der udover biogassen tæller omkring 2.000 søer og 1.500 hektar.
Tilvænning og justeringer
Skiftet til et andet mærke end det førerhus, han havde siddet i de sidste mange år, krævede dog lidt tilvænning og et par justeringer, fortæller Morten Pedersen.
- Sådan vil det nok altid være, når man skifter maskine. Der er nogle ting, man lige skal vænne sig til. Måske skal man lige et gear længere ned end man har været vant til for at få kræfterne ordentlig ud i armen, og man skal lige vænne sig til at sidde lidt højere oppe, forklarer han.
- Når vi sætter den store skovl på, kan den sagtens tage 5,5 tons roer og halm, men vi har hævet lufttrykket i dækkene for at gøre den mere stiv, som den gamle plejede at være. Det føles bare bedre, når der er stort læs på, fortæller Morten Pedersen, der også måtte sende bud efter en ny og kraftigere skovl med overfald end han først havde fået leveret.
- Den første var simpelthen for klejn til opgaven. Det erkendte producenten heldigvis også, så der var ikke noget bøvl med at få en ny, siger Morten Pedersen, der efter tilvænningsperioden glæder sig over flere finesser ved Kramer-maskinen; blandt andet, at knappen til at tage olietrykket af skovlen er placeret på liftarmen i stedet for i førerhuset, mens funktionen, der automatisk hiver teleskoparmen tilbage til udgangspositionen, når man sænker skovlen, også sparer ham for mange ekstra tryk på joysticket i løbet af dagen.
Passer til de gamle redskaber
Mens der fulgte en ny stor skovl med, blev læsseren leveret med en frontliftkobling, der er kompatibel med de redskaber, man brugte til forgængeren.
- Det er selve læsseren, der tager det store slid. Så det giver god mening, at man kan fortsætte med de samme redskaber. Samtidig giver det noget fleksibilitet i forhold til at skifte maskine, at man ikke nødvendigvis også skal skifte alle redskaber ud, lyder det fra læsserføreren, der efter godt 2.200 arbejdstimer med Kramer-læsseren kun kan komme på småting, der kunne have gjort oplevelsen af maskinen endnu bedre.
- I bagklogskabens lys, skulle vi nok have valgt en model med LED-lyspakke. For selvom vi prøver at passe på den, får den altså nogle slag og rystelser, som koster en pære i ny og næ. Det kan vi heldigvis selv klare, og har efterhånden fået skiftet alle lygter, siger Morten Pedersen.
- Og mens centralsmøring på selve maskinen minimerer sliddet, så skal den næste maskine også have centralsmøring på skovlen, fastslår han.
Andre opgaver
Udover at fodre biogassen, har det også været et krav, at læsseren på Vrejlev Møllegaard skulle kunne klare andet forefaldende arbejde.
- Vi har fået en hitchkrog på, så den også har mulighed for at få spændt en ballevogn på, og så har den også været god til fritrækningsopgaver, når gyllevogne og andet maskineri har sat sig fast i marken, konstaterer Morten Pedersen, der inden avisens besøg også havde sat sig bag rattet for at hjælpe med at løfte et dæksel til en gyllekanal.
Forgængeren holdt i små fem år, før det blev tid til udskiftning, og Morten Pedersen regner da også med at have en del år tilbage i Krameren, før den er klar til at forlade Vrejlev.
- Den gamle læsser blev skiftet ud, da den begyndte at tage navet. Vi har ikke tid til at holde stille i flere dage, så det er en maskine, der bare skal køre. Forhåbentlig holder den her nogle år endnu, men når først, der begynder at blive optræk til større reparationer, skal den videre, fastslår han.
Hvad den til den tid skal skiftes ud med, tør han dog endnu ikke spå om.
- Det kommer også meget an på, hvordan biogassen ser ud i fremtiden. Den slags er svær at forudse, men jeg tror ikke på, at vi færdige med at udvide. Lige nu passer Krameren perfekt til opgaven, men det kan være at kapaciteten fra en gummiged bliver nødvendig med tiden, siger han.