Brdr. Toft tilbyder hollandsk PWM-sprøjteteknologi

Det hollandske BBLeap-sprøjtefirma har udviklet en PWM-teknologi, der løser udfordringerne ved blandt andet over- eller underdosering ved forskellige bomhastigheder i kurvekørsel. Sprøjtespecialistfirmaet Brdr. Toft A/S tilbyder nu teknologien til det danske marked.

Ved start og stop i forageren og ved hastighedsændringer kan traditionelle sprøjter ikke tilpasse sprøjtetrykket hurtigt nok. Det betyder ofte over- eller underdosering, og det samme gør sig gældende ved kurvekørsel, hvor bommen har forskellig periferihastighed inderst og yderst, men traditionelt samme sprøjtetryk, der giver en kraftig overdosering inderst og en kraftig underdosering yderst.

Disse problematikker har hollandske BBLeap sat sig for at løse med ny teknologi, og sprøjtefirmaet Brdr. Toft tilbyder nu teknologien kaldet PWM til det danske marked.

Grundlæggerne og udviklingsfolkene hos BBLeap har årelang erfaring i sprøjteteknologi, og de første systemer har nu været i drift i mere end tre sæsoner på forskellige sprøjter, blandt andet eftermonteret på eksisterende Amazone, Dammann, Fendt, Agrifac, Hardi og KWH-sprøjter, primært i Benelux og Australien.

På traditionelle sprøjter vil en ændring i fremkørselshastighed og/eller dosering medføre en ændring i sprøjtetrykket. Ændring i sprøjtetryk betyder en ændring i dråbestørrelse og dermed ændring i afdriftspotentiale samt nedtrængning og afsætning. Et konstant sprøjtetryk er derfor en forudsætning for ensartet sprøjtning.

Ifølge Brdr. Toft får man med BBLeap-systemet altid den perfekte fordeling fra dysen, altid den rette dosering, både ved start, stop, hastighedsændringer og kurvekørsel, samt altid en korrekt og ensartet dråbestørrelse. Kort sagt altid perfekt sprøjtning.

Individuel dosering på planteniveau

LeapBox fra BBLeap er et PWM-system (Pulse Width Modulation), der består af en Isobus-styring og magnetventiler på hver enkelt dyseholder.

Magnetventilen åbner og lukker 100 gange i sekundet (100 Hz) på hver individuel dyse, hvorved væsken ud af dysen pulseres. Ved at ændre åbne/lukke-frekvensen kan man ændre på væskemængden, selv om sprøjtetrykket og dermed dråbestørrelsen holdes helt konstant.

Andre PWM-systemer kører blot på 10 eller 20 Hz. LeapBox er således 5 til 10 gange hurtigere end andre systemer, hvilket betyder lynhurtig hastighedsændring. Faktisk så hurtigt, at hver dyse kan have en ny dosering for hver 10 centimeter, selv ved en høj fremkørselshastighed (30 km/t). Det betyder i nogle afgrøder som eksempelvis kål eller salat, at man kan have individuel dosering på planteniveau eller i frugttræer tæt på individuel dosering tæt på frugtniveau. Variabel dosering kan være på hele bommen, en gruppe af dyser eller på enkeltdyseniveau.

På grund af den høje frekvens med 100 Hz-teknologien og systemets konstruktion, er det muligt at dosere i intervallet 0 til 100 procent af dysens ydelse, hvor lavfrekvenssystemer oplever slip i doseringen, hvis doseringen kommer under typisk 35 til 45 procent af dysens ydelse.

Det betyder i praksis, at man med én dyse kan dosere fra omkring 0 liter pr. hektar til eksempelvis 300 liter pr. hektar og vel at mærke med konstant dråbestørrelse, så dyseskifte er helt unødvendigt.

Systemet kan håndtere op til 200 dyser. Det vil sige med 25 centimeters dyseafstand er største bombredde 50 meter. Det er tillige muligt at have to dyser på hver plads, så man kan skifte imellem (A/B linjeskifte).

Modulopbygget og fremtidssikret

- Med LeapBox-systemet bliver sprøjtning voldsomt forenklet, du skal blot gøre to valg for en perfekt sprøjtning. Et vælg dråbestørrelse og to vælg dosering, siger Finn Søndergaard, salgs- og marketingchef hjos Brdr. Toft A/S.

- LeapBox kender karakteristika på din dyse, så computeren bestemmer og fastholder sprøjtetrykket for den ønskede dråbestørrelse, og pulseringsfrekvensen bestemmer efterfølgende doseringen. Så enkelt er det at lave en perfekt sprøjtning.

- LeapBox kan vokse med din udvikling. Du kan starte i det små med perfekt sprøjtning, det vil sige perfekte fordeling fra dysen, altid den rette dosering, både ved start, stop, hastighedsændringer og kurvekørsel, samt altid en korrekt og ensartet dråbestørrelse, forklarer han.

LeapBox-systemet tilbydes fabriksmonteret på Bargam-, CHD- og KWH-sprøjter, som importeres af Brdr. Toft – Sprøjtespecialisten, men kan desuden eftermonteres på de fleste andre sprøjtefabrikater.

Læs også