Støvring var forleden sidste stop på Case IH’s danmarksturné.

Selvom efterårsvejret ikke viste sig fra sin allerbedste side havde Case IH og forhandleren SD Kjærsgaard linet hele repertoiret af de røde traktorer fra Puma til Magnum op til demo-dagen, mens der også var blevet plads til en enkelt mejetærsker.

Der var dog ingen tvivl om, hvilken model, der var arrangementets stjerne.

- Det er jo danmarkspremieren på Optum 340’eren, der er anledningen til turen rundt i Danmark, fortalte René Thyrrestrup, der er salgschef hos SD Kjærsgaard.

Han har store forventninger til det nyeste skud på Case IH-stammen.

- Det er en forholdsvis kompakt traktor, men stadig med 340 hestekræfter, så den kan være et alternativ til en stor, tung slider som Magnum’en. Og selvom den er kompakt, så vejer den alligevel 11 tons, og med hjulvægte og så videre kan den komme op på 13-14 tons, så den skal nok omsætte sine kræfter, garanterer René Thyrrestrup, der generelt mærker et fokus fra kunderne på de mere kompakte maskiner frem for de store slidere.

- Det handler stadig om brede dæk, men i forhold til størrelsen på selve traktoren, kigger folk i langt højere grad på de lidt mindre modeller. Det er ikke størrelsen, de går efter længere, men teknikken, konstaterer han.

Opdateret Puma

Derfor har SD Kjærsgaard også mærket stor efterspørgsel på Case IH’s Puma 260, som blev lanceret i foråret.

Naturligvis var den også på plads til markdemonstrationen ved Støvring.

- Med 260’eren har Puma-serien, som har eksisteret siden 2007, fået et løft. Blandt andet har den fået et større førerhus, mens AFS Connect også er blevet integreret. Det giver blandt andet mulighed for fejlsøgning og opdatering over air, samt AccuTurn-funktionen til håndfri styring, fortalte René Thyrrestup, der også fremhævede den hydrauliske affjedring på den nye Puma, som automatisk tilpasser sig i forhold til, hvad man spænder bag traktoren.

- Pumaen er blevet opdateret på en række punkter. Det har fået en god modtagelse og vi har allerede solgt en del af dem, fortalte salgschefen.

Dedikeret til udlejning

Mens de nye modeller var i fokus, havde René Thyrrestrup og kompagni også dristet sig til at tage en udgået model med i marken. En Puma 240.

- Det er for at gøre opmærksom på, at vi er begyndt med vores Case Rental-koncept, hvor vi har taget en flåde på 12 nye traktorer ud og dedikeret dem til udlejning, forklarede salgschefen.

- Det er for bedre at kunne hjælpe i spidsbelastningperioderne uden at skulle ud og finde en gammel Puma, vi måske har fået ind i bytte, og så skal til at finde ud af, hvad det så skal koste. Her ved vi præcis, hvilke traktorer vi har, og kan med det samme fortælle kunden, hvad det koster, fortalte René Thyrrestrup, der denne høst har haft lejet flere traktorer ud.

Så hvad end, man var til store eller mindre traktorer, til eje eller leje, var der masser af dæk at sparke på i mudderet ved Støvring, hvor også Weko Agro og Mo Implements var på plads med redskaber.