S.D. Kjærsgaard A/S udvider nu deres service til også at dække hele Bornholm fra 1. december i år.
S.D. Kjærsgaards (SDK) nye servicesetup på Bornholm bliver med to udekørende servicemontører, der indgår i Case IH-teamet med service til både landbrugs- og entreprenørmaskiner, og basen for de to udekørende servicemontører bliver hos lejede lokaler hos gårdejer Finn Harild nær Svaneke.
- Vi er glade for aftalen, der er kommet i hus med Finn Harild. Allerede nu sætter vi to servicevogne i marken med to servicemontører, som har erfaring i branchen. Vi ser frem til at hjælpe de omkring 100 bornholmske landmænd med service og vedligeholdelse af deres maskinpark. Vi har fuld fokus på leveringssikkerhed på reservedele, så alle Case IH-kunderne kan føle sig trygge, siger serviceleder hos SDK, Brian Bo Jensen.
Tilstedeværelsen på Bornholm muliggør også service af de mange entreprenørmaskiner på øen. SDK er forhandler af Case IH i Nord- og Østjylland, på dele af Sjælland og Bornholm samt importør af Case Construction og Dieci-teleskoplæssere i hele landet.