Gaveregn i Hjallerup Maskinforretning

Hjallerup Maskinforretning er blevet kåret til årets lærested af Dansk Maskinhandlerforening. Samtidig er to af firmaets ansatte tildelt legater.

For nylig fik Hjallerup Maskinmesterforretning besøg af formand for Dansk Maskinhandlerforening, Jens-Aage Jensen. Det var der flere gode grunde til. 
Udover at virksomheden er blevet kåret til årets lærested, havde formanden flere gaver med. Der skulle nemlig samtidig uddeles hele to legater på 10.000 kr. til henholdsvis landbrugsmaskinmekaniker Martin Schioldan og handelsassistent Morten Bøgh Nielsen.

I indstillingen til legatet stå der blandt andet om Morten Bøgh: 

- Morten har under hele læretiden udvist særdeles gode samarbejdsevner og meget gode personlige egenskaber. Hans væremåde og væsen er stærkt medvirkende til at skabe et godt arbejdsmiljø. Han har en særdeles god evne til at sætte sig ind i tingene og har på et tidligt tidspunkt i sin læretid kunnet varetage opgaver næsten på samme niveau som en udlært medarbejder.

Morten Bøgh Nielsen havde ikke kendskab til branchen, før han kom til Hjallerup Maskinforretning. Da han var yngre, læste han finansøkonom, men da han var færdig, var det svært at få job i økonomiverdenen på grund af finanskrisen, så derfor fik han arbejde på en fabrik. 

Der blev han i 11 år, indtil han en dag tænkte, at der skulle ske noget andet. 

- Børnene var blevet lidt større, og vi havde fået mere luft i økonomien, så derfor ville jeg meget gerne have en uddannelse, Jeg havde ikke lyst til at sidde på et kontor hele tiden, jeg ville gerne have kontakt til kunder og have nogle produkter i hånden. Derfor synes jeg, det her lød spændende, selvom jeg ikke kendte noget til branchen eller landbrug. Det var den første læreplads, jeg søgte, og den fik jeg, siger Morten Bøgh Nielsen.

Fra Tanzania til DK

Om landbrugsmaskinmekaniker Martin Schioldan lyder det:

- Martin er målrettet, engageret og aktiv, og han bidrager med nye idéer på værkstedet. Han er god til at sætte sig ind i tingene og til at give sin viden videre. Han har gode samarbejdsevner og er vellidt af både kollegaer og kunder.

I modsætning til Morten har Martin altid interesseret sig for maskiner. Han kommer fra en gård og har altid syntes, det var spændende at få noget til at køre.

- Jeg kan rigtig godt lide at lave de store reparationer, det er altid spændende, hvis man har arbejdet på noget en uges tid og så skal teste af om det virker, det man har lavet, fortæller Martin.

Martin har under sin uddannelse været seks uger i Tanzania i praktik. 

- Det har givet mig et indblik i verden, og hvor nemt vi egentlig har det med mange ting. Vi har alle muligheder for at lave et godt stykke arbejde, fordi vi altid har det rigtige værktøj. Dernede har de ikke ret meget uddannelse, næsten ingen værktøj og der er langt mellem kunderne. Man bliver tvunget til at tage nogle valg og være mere opfindsom for at løse opgaverne, fortæller Martin.

Begge håber på at kunne blive hos Hjallerup Maskinforretning fremover.

hka

Læs også