I sommer blev onlinehandlen hos reservedelsfirmaet »Olssons i Ellös« suppleret i Danmark, da man ansatte Henrik Eskesen som firmaets rejsende repræsentant i Danmark.
I mere end tre år har danske landmænd, maskinstationer og entreprenører kunnet benytte sig af det danske e-handelssite www.oieparts.dk, når der skal handles reservedele gennem det svenske firma Olssons i Ellös AB.
I sommer blev onlinehandlen hos Olssons i Ellös suppleret i Danmark, da man ansatte Henrik Eskesen, bosat på Fyn, som Olssons i Ellös' rejsende repræsentant i Danmark.
Baggrunden er simpel – efterspørgslen efter firmaets produkter i Danmark bare vokser og vokser.
- Det er på tide at tage skridtet og møde markedet face to face – også i vores sydvestlige naboland, konstaterede adm. direktør Olle Olsson ved ansættelsen i Danmark.
– Vores ekspansionstakt er høj. I blot det seneste år er omsætningen steget med 20 procent og medarbejderstyrken med omkring 15 personer netto. Vores målsætning er indenfor et år at udvide med yderligere en halv snes personer, siger Olle Olsson om den totale markedssituation.
Solid brancheerfaring
I Danmark sker det som nævnt med Henrik Eskesen i spidsen. Han har en mangeårig baggrund som mekaniker på landbrugsmaskiner, først og fremmest på John Deere og New Holland. Så det er en mand med en solid brancheerfaring og et solidt mærkekendskab kombineret med stor forståelse for kundernes hverdag, der er kontaktperson for kunderne i Danmark.
– Med min baggrund ved jeg, hvor vigtigt det er med en konkurrencedygtig, men frem for alt hurtig og pålidelig leverandør af reservedele, når man står midt i hverdagens udfordringer, siger Henrik Eskesen.
Første mand udenfor Sverige
Han er dog ikke den eneste dansktalende i firmaet, som allerede har en intern, dansktalende sælger på kontoret i Ellös. Og her kan man konstatere, at forespørgslerne fra Danmark stiger med en stadig hurtigere takt.
Størstedelen af Olssons i Ellös' salg sker via webben. Den svenske e-handel har været i gang siden 1997, og i 2016 lancerede man som nævnt også sites for Danmark samt for Norge og Finland og en engelsksproget version med fokus på Tyskland og det øvrige Europa.
Henrik Eskesen er den første repræsentant, der ansættes i noget andet land end Sverige.
Stor erfaring og moderne logistik
Olssons i Ellös AB blev grundlagt i 1957 og er i dag en af de førende virksomheder i Sverige inden for reservedele og udstyr til traktorer og entreprenørmaskiner.
Hovedkontoret ligger i Ellös på Orust på den svenske vestkyst.
Virksomheden beskæftiger omkring 80 personer, som tilsammen håndterer 20.000 artikler ved hjælp af moderne og veludviklet lagerlogistik.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48