Brobygger så på regenerativt landbrug

Özlem Cekic er generalsekretær i Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, og besøgte forleden Høsteriet i Hortshøj i forbindelse med et grønt Dialog-Rally om landbruget

Alle grøntsager dyrkes økologisk og med minimal jordbearbejdning hos Høsteriet i Hjortshøj. Foto: John Ankersen

I drivhusene står snorlige rækker af krydderi-planter, kartofler og kål. Og på arealerne udenfor står tilsvarende rækker af alt fra hvidløg til nelliker og salat.

Stedet er Høsteriet i Hjortshøj nord for Aarhus, der er et lille økologisk landbrugsgartneri, hvor der dyrkes grøntsager efter regenerative principper. Det vil sige dyrkning uden brug af kunstgødning, sprøjtemidler, ligesom jorden dyrkes med minimal jordbearbejdning og med mange efterafgrøder.

Forleden lagde den tidligere folketingspolitiker, og i dag generalsekretær i Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, Özlem Cekic vejen forbi og fik en snak og en rundvisning med ejer og stifter af Høsteriet, Marie Junker Boesen, der startede op på de lejede marker i udkanten af Hjortshøj tilbage i 2022.

Bag Høsteriet var ønsket om, med få midler, at kunne starte op som selvstændig landmand med grøntsager, der kunne dyrkes økologisk og klimavenligt, og afsættes lokalt.

Og det er alt sammen gået i opfyldelse i dag, hvor grøntsagerne sælges lokalt til både private, samt blandt andet restauranter og kantiner i både Hjortshøj og Aarhus.

Grønt Dialog-Rally

Anledningen for Özlem Cekic´s besøg var et grønt Dialog-Rally omkring landbruget, som optakt til et efterfølgende dialog-kaffemøde i Bjerringbro, også omfattede et besøg hos en stor svineproducent – nemlig Grauballegård ved Silkeborg.

Forud for de to landbrugsbesøg og dialogkaffen i Bjerringbro oplyste Özlem Cekic, at hun selv nok havde mange fordomme omkring landbruget, uden at vide ret meget om det, og at det ville hun nu lave om på.

Alt sammen under den parole, som Brobyggerne har om, at styrke dialogen og modvirke polarisering i den grønne debat.

Læs også