Højteknologisk rensning af spildevandet
Naturlig spildevandsrensning med højteknologiske finesser i Ørby ved Haderslev

iMETland - Naturlig spildevandsrensning med et par højteknologiske finesser.
Af Karen D. Hansen, Kilian Water ApS
I Ørby skal elektroaktive bakterier gøre renseprocessen væsentligt hurtigere og mere effektiv end i traditionelle anlæg til spildevandsrensning. Driften kan løbende følges via smartphone eller en laptop. Sensorer måler på forskellige parametre, så brugerne kan sikre sig at anlægget renser efter hensigten.
Projektet i Ørby er ét ud af fire anlæg under iMETland projektet, hvor de øvrige anlæg er anlagt i hhv. Sydeuropa samt Nord- og Sydamerika hvor de skal vise deres effekt under forskellige klimaforhold. Der er fokus på at reducere anlægsomkostninger, brugervenlighed, at anlægget kan fungere i områder hvor der er ringe adgang til elektricitet samt i områder hvor der er vandmangel.
Projektet tog form tilbage i 2015, hvor lodsejere fra Ørby undersøgte muligheden for at etablere et beplantet filteranlæg som et alternativ til de daværende planer om offentlig kloakering. Efter dialog med Haderslev Kommune, Kystdirektoratet og Ørby Spildevandslaug blev det klart at muligheden for at etablere deres eget højeffektive og miljørigtige rensningsanlæg i Ørby, kunne blive en realitet.
0-energi beplantet filteranlæg
iMETland anlægget hører til indenfor kategorien ”Beplantede filteranlæg” som er en samlet betegnelse for anlæg der efterligner de biologiske renseprocesser, der sker i vådområder.
iMETland anlægget adskiller sig fra et traditionelt beplantet filteranlæg ved at være et nul-energi anlæg og fylder størrelsesmæssigt kun 0,4 m2 pr. person. Det er halvt så meget som den hidtil mindste type af de beplantede filteranlæg, som fylder 0,8 m2 pr. person.
Rensningen foregår bl.a. ved hjælp af en særlig slags elektroaktive bakterier som tilsættes anlægget. Filtermaterialet som er anvendt er elektrisk ledende og dette -sammen med bakterierne, bevirker at ledningsevnen i anlægget giver mulighed for at drive diverse følere/måleinstrumenter som via WIFI informerer brugerne om anlæggets aktuelle tilstand. iMETland anlægget er udført som to bassiner på hver 40 m2.
Åbent hus ved anlægget
Anlægget renser spildevand fra 200 personer, da både landsbyen Ørby og sommerhusområdet Ørby Strand er tilsluttet. Anlægget stod færdigt i september 2017. Alle husholdninger er nu tilsluttet og de første renseresultater foreligger. Kilian Water afholder åbent hus den 22. og 25. august, hvor vi bl.a. kan fortælle om anlæggets opførelse, driften og perspektiverne for anlægstypen.
Jens Chr. Pors, som er ansvarlig for projektet ved Kilian Water, siger:
- Det er revolutionerende nye teknikker, der er taget i brug i dette anlæg, med de elektroaktive bakterier og den reducerede anlægsstørrelse. Det viser at der er perspektiv for teknologisk udvikling af de lokale renseløsninger, så spildevandshåndtering på landet bliver meget mere økonomisk og tilgængelig for flere. På verdensplan er det kun 10-15 % af spildevandet, der renses. Derfor er det ekstremt vigtigt at få udviklet teknologier der kan øge denne andel.






































