Da ansøgningsrunden for minivådområder lukkede for nylig, havde 338 danske landmænd og lodsejere søgt om at kunne anlægge et minivådområde på deres jord. Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen.

Sidste år var der 78 landmænd og lodsejere, der søgte samme ordning, og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) glæder sig over, at markant flere landmænd i år er interesserede i at gøre en indsats for vandmiljøet.

- Landmændene fortjener et stort skulderklap for at tage ansvar for vores vandmiljø. De er klar til at gøre en frivillig indsats og er bevidste om deres ansvar over for miljøet. Det skal de have ros for. Interessen for minivådområderne er et stort skridt på vejen mod målet, siger ministeren.

 

Alle udgifter dækkes

Landmænd og lodsejere, der allerede nu er klar til at gå i gang med gravearbejdet på deres jord, modtager et betinget tilsagn til dette, hvis styrelsen vurderer, at de opfylder de væsentligste krav til projektet. Senere vil landmændene modtage et endeligt tilsagn eller - i sjældne tilfælde - et afslag på deres ansøgning.

Sammen med det endelige tilsagn om, at man kan anlægge et minivådområde, kan man se frem til at få en forskudsudbetaling på 50 procent af alle udgifter, der er forbundet med etablering af minivådområdet. Det resterende beløb kan udbetales, når projektet er færdigt.

Minivådområder er en af forudsætningerne for de forbedrede gødningsmuligheder, landmændene fik som følge af Landbrugspakken. Et minivådområde bidrager til at forbedre vandmiljøet ved at reducere udledningen af særligt kvælstof.

dbj