Der kan gå mellem en og to måneder, før minkavlerne kan forvente at få udbetalt deres erstatninger.
500 millioner kroner.
Så meget forventer Fødevarestyrelsen, at regeringen i alt skal betale i erstatning til de minkavlere, hvis besætning skal aflives som led i strategien om at inddæmme Covid-19-smitten.
- Men det er jo en foreløbig opgørelse, og det tal udvikler sig i takt med, at det dokumenteres, at flere og flere minkbesætninger bliver smittet, tilføjer Mikkel Joensen, der er presserådgiver i Fødevarestyrelsen.
Vurderingen tager udgangspunkt i, at det anslås, at cirka 2,6 millioner mink skal aflives med en gennemsnitlig erstatning på 176 kroner pr. dyr. Erstatningskronerne skal gå til minkavlere med smittede besætninger samt minkavlere med farme, der ligger inden for 7,8 kilometer af en smittet besætning.
Kan vente op til to måneder
Presserådgiveren tilføjer, at der arbejdes ihærdigt på, at minkavlerne hurtigst muligt kan få udbetalt deres erstatning.
- Fra det bliver konstateret, at en besætning skal aflives, til erstatningen kommer, vil der gå en måned til to, konstaterer han.
- Det er et nyt felt, et nyt område, og en ny mængde, som vi ikke er vant til at arbejde i, så vi kan ikke give nogen konkret frist for udbetalingen, men vi har selvfølgelig en ambition om at få det ekspederet hurtigst muligt, tilføjer han.
Kan vælge mellem to udbetalinger
De omfattede minkavlere modtager et brev på e-boks, hvori de kan vælge imellem to mulige udbetalinger af erstatningskronerne.
1. Én udbetaling beregnet ud fra godkendte skalaværdier på mink. Skalaværdierne er afhængige af tidspunktet for aflivning og pelsindekset. Det betyder, at man får udbetalt summen af erstatning for dyr og for driftstab på samme tid.
2. En aconto-udbetaling, hvor erstatningen bliver udbetalt ad to omgange. Det vil sige, at der udbetales et aconto-beløb efter aflivning og med en slutafregning efter september-auktionen 2021. Minkavleren får udbetalt erstatning for driftstab sammen med aconto-udbetalingen. Slutafregningen udregnes på baggrund af gennemsnitsprisen på alle Kopenhagens Furs auktioner i 2021. Slutafregningen er afhængig af tidspunktet for aflivning og pelsindexet.
Kilde: Fødevarestyrelsen