Sæsonens femte og sidste pelsauktion er i disse dage i gang hos Kopenhagen Fur i Glostrup. Og som det har været tilfældet ved de øvrige auktioner i denne sæson, så bliver skindene solgt til en fast mindstepris. Det oplyser formand for Dansk Pelsdyravlerforening, Tage Pedersen, der også er formand for Kopenhagen Fur.

- Vi sælger omkring 90 procent til samme pris som sidste gang, siger Tage Pedersen.

Han fortæller, at gennemsnitsprisen ligger på omkring de 200 kroner. Et godt stykke under break-even for minkavlerne på cirka 270 kroner, fortæller han.

Auktionen startede i mandags og løber helt frem til onsdag i næste uge. Over syv millioner skind vil være udbudt til salg.

Fra Tage Pedersen lød det i forbindelse med den seneste auktion i juni, at bunden er nået, og minkavlerne nu skal kæmpe sig igennem det sidste halve, dårlige år. Til næste år ser det så forhåbentlig anderledes ud, når der er færre varer til salg.

Stort udbud

Tage Pedersen holder i dag fast ved den vurdering, som han gav for tre måneder siden.

- De priser, vi har nu, er, hvad vi havde forventet. Vi har stadigvæk et stort udbud. Først til næste år har vi et lavere udbud, så vi forhåbentlig kan få nogle andre priser, siger han.

Når I snart gør status for hele året, hvordan bliver året i år så?

- Det bliver et dårligt år, siger han.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 22 67 35