Vinteren gik fra smuk, klar og frossen, til mørk, tåget og våd. Den hvide sne er smeltet, og naturen står tilbage i grå nuancer. Men ikke alle steder, for på markerne og på vores fjorde er der nogle steder samlet flokke af store hvide fugle. Det er svanerne, der raster, og tanker brændstof til resten af vinteren.

Alle kender knopsvanen, der er vores nationalfugl, men faktisk findes der tre almindeligt forekommende svanearter herhjemme. En af dem er sangsvanen.

Sangsvanen er på størrelse med knopsvanen. Den kan kendes fra denne på et tydeligt gult næb, og at den helt mangler den store sorte knop ved næbbet. Dens kropsholdning er også anderledes, da sangsvanen typisk ses stående noget mere opret end knopsvanen.

På lang afstand er et andet godt kendetegn lyden, der nærmest lyder som en lidt fjollet kraftig trompet. Knopsvaner er derimod som regel tavse – kun lyden af deres tunge vingeslag høres i flugten.

En sangsvane er en stor og tung fugl. Hannen kan veje helt op til 11 kg, og har et vingefang, der næsten er så stort som en voksen havørns, altså helt op til 243 centimeter. Fra hale til næbspids måler fuglen omkring halvanden meter.

Hvis man ser gulnæbbede svaner uden knop, så skal man være opmærksom på, at der findes en tredje svaneart herhjemme, der også har gult næb. Det er pibesvanen, der er mindre end de andre og mere sjælden. Det gule område på pibesvanens næb er også mindre.

Sangsvanen yngler højt mod nord, og tilbringer vinteren på marker og ved lavvandede arealer. Danmark er – sammen med Tyskland – det vigtigste overvintringsområde.

Føden består af græs og vandplanter, men også af vinterafgrøder som hvede og raps.

I denne tid kan store flokke af sangsvaner ses ved fjord og på markerne. Nyd synet af denne smukke svane, hvis de findes i lokalområdet.

Natur