Anna Grethe Johansen er fra 1. juni ansat som bogholder ved Sagro.

Hun kommer fra en stilling som bogholder ved Kabton Telecom i Bramming, og de nye arbejdsområder bliver blandt andet bogføring og momsindberetning for kunder.

Hun får til huse i Sagros afdeling i Esbjerg.

Anna Grethe Johansen er uddannet regnskabselev fra Landbrugscentret i Varde og er selv født og opvokset på et lille landbrug med kvæg. Hun bor i Sig ved Varde med sin mand Torben. Deres to børn er fløjet fra reden.

Derudover har Sagro ansat Trine Nikolajsen som økonomiassistent.

Hun har senest været ansat i Udbetaling Danmark, hvor hun blandt andet har hjulpet pensionister bosiddende i Danmark med at ansøge om pension fra de lande, de har boet eller arbejdet i.

Trine Nikolajsen er i 2012 uddannet jordbrugsteknolog, økonomi, og hos Sagro får hun base i Holstebro, hvor hun skal sidde i lønteamet.

Hun bor lidt udenfor Borbjerg med sin mand og deres to drenge på henholdsvis to og seks år. Manden driver maskinstation, og det er Trine, der står for kontordelen.