40 år på Brockdorff
Jørgen Mejser Nielsen har fået sølvmedalje for sin trofaste indsats på godset nær Fyns Hoved.

For 40 års lang og tro tjeneste på Brockdorff på Hindsholm, fik Jørgen Mejser Nielsen overrakt diplom og sølvmedalje af Erik Klint Andersen fra Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab. Til venstre godsejer Søren Wistoft Larsen.
- Hver morgen ruller du ind på gårdspladsen i din røde bil med samme præcision, som kendetegner hele din dagligdag og dit virke. Nu skal det siges, at du ikke har problemer med trafikkøer, når du tager turen fra Dalby og ud til os.
Godsejer Søren Wistoft Larsen ser derfor ikke ligefrem hen til om et halvt års tid, hvor hans medarbejder på Brockdorff gennem 40 år, Jørgen Mejser Nielsen, har bebudet, at han vil gå på pension.
- Jeg kommer til at savne dig. Du klarer hele paletten af opgaver på din tolerante og omgængelige facon. Du er utrolig pligtopfyldende, og dine sygedage kan vist tælles på et par hænder.
Jørgen Mejser Nielsen er eneste medarbejder på Brockdorff, foruden høsthjælpere i sæsonen. Derfor klarer han sammen med ejeren både alt markarbejdet på de 400 hektar, arbejdet i det tilhørende skovareal, og pasningen af Angus-kvæget, som sørger for naturpleje på lavtliggende arealer og mindre øer, som hører til godset.
- Kødkvæget kom til sammen med dig for 40 år siden, da du mente, at der burde være dyr på gården, fortalte Søren Wistoft Larsen ved jubilæumssammenkomsten i Kirkeladen i Mesinge.
Her fik Jørgen Mejser Nielsen overrakt Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs diplom og sølvmedalje »Den Foriente til Ære«.