Den ærefulde titel som »Årets Kartoffelambassadør«, som Danmarks Kartoffel Råd hvert år giver til en person, som har gjort noget særligt for kartoflen, dens udbredelse og plads på spisebordet, kunne i år ikke uddeles med rådets traditionelle årsmøde i januar på Egeskov Slot – på grund af coronaen.

I stedet finder det sted i forbindelse med Danmarksmesterskabet i dyrkning af kartofler på friland, når de første tidligkartofler sendes afsted til dronningen. Dette arrangement foregår tirsdag den 27. april – denne gang i parken på Egeskov.

Her overtager den kendte sydfynske kok, Claus Holm, hvervet som kartoffelambassadør fra redaktør Troels Mylenberg, der ligeledes bor på Sydfyn.