Patrik Hansson er udnævnt som ny marketingdirektør for Arla i den nyoprettede stilling som Chief Marketing Officer fra 1. april 2022. Han træder samtidig ind i Arlas koncernledelse. Patrik Hansson er i øjeblikket landedirektør for Arlas tyske marked.

Som Chief Marketing Officer skal Patrik Hansson stå i spidsen for Global Brands, Innovation og Digital Marketing. Afdelingen er en grundlæggende del af Arlas Future26-strategi og vækstplaner, der skal sikre, at virksomheden fortsætter med at udnytte sin position som markedsleder og vækste sine brands gennem innovation og udvikling for at imødekomme forbrugernes ønsker og forventninger til næringsrige mejeriprodukter i hele verden.

Patrik Hansson er svensk statsborger og kom til Arla i 2011 som Commercial Vice President for ost, smør og frugtdrikke. I 2015 blev han udnævnt til Vice President for Arlas forretning i Sydøstasien, inden han vendte tilbage til sit hjemland i slutningen af 2016 som landedirektør for Sverige.

I 2021 tiltrådte Patrik Hansson sin nuværende rolle som landedirektør for Arla i Tyskland.