Brdr. Toft A/S med base centralt i Hammel i det østjyske har pr. 24. oktober ansat Ole Mariegaard som servicetekniker med speciale i servicering af traktorer og mejetærskere fra Deutz-Fahr, og desuden udstyr til præcisionslandbrug samt sprøjteteknik.

Han vil primært operere i Nordjylland.

Ole Mariegaard er et kendt ansigt i det nordjyske med mange års erfaring i reparation og servicering af Deutz-Fahr, og faktisk som en af få også med erfaring i Deutz-Fahr-mejetærskere.

Ole er også kendt i huset Brdr. Toft gennem et mangeårigt samarbejde.

Brdr. Toft Maskinforretning har gennem de seneste snart 20 år solgt over 200 Deutz-Fahr-traktorer, blandt andet en del i Vendsyssel, og Deutz-Fahr har stadig høj prioritet i huset, i dag som underforhandler.

Ole Mariegaard har tillige en del erfaring i servicering af marksprøjter og er om få dage uddannet synsinspektør for syn af marksprøjter.

Ole vil således indgå i firmaets bestående team, som alle er specialiserede inden for service, klargøring og syn af såvel nye som brugte sprøjter, udstyr til flydende gødning og bejdse samt udstyr til præcisionslandbrug, herunder autostyring.