Landbrug & Fødevarer ansætter ny plantedirektør

Peter Nyegaard Nissen tiltræder den 15. marts som sektordirektør for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion.

Den kommende plantedirektør har i 14 år arbejdet med netværk, udvikling og strategi for landmænd og foreninger over hele landet. Senest som souschef for afdelingen Foreninger i Landbrug & Fødevarer.

Peter Nyegaard Nissen glæder sig til at fortsætte arbejdet med at udvikle dansk landbrug.

- Jeg er stolt og beæret over at få lov til at arbejde for planteavlerne og de medlemsvirksomheder, der beskæftiger sig med planter i plantesektoren. I alle de år, hvor jeg har arbejdet i Landbrug & Fødevarer, har medlemmer altid været mit centrale omdrejningspunkt. Først med Åbent Landbrug siden med medlemskommunikation, medlemsstrategier og ikke mindst med den tætte kontakt til alle de lokale landbo-, familielandbrugs- og fælles foreninger som medlemspartner.

- Jeg vil lægge mig i selen for at få det nye branchefællesskab på tværs af planteproducenter og medlemsvirksomhederne i plantesektoren godt fra land. Jeg kommer til at trække på mit netværk i forhold til opgaveløsningen og vil bruge min viden og indsigt i erhvervet til at bringe opgaverne i mål. Jeg kender L&F indgående og tiltræder allerede mit nye job som plantedirektør om en uge: I den første periode vil jeg samtidig løse en række opgaver i afdelingen Foreninger, så der skabes en rigtig god overgang, siger Peter Nyegaard Nissen.

Torben Hansen, formand for Sektor for Planteproduktion i Landbrug & Fødevarer, ser frem til samarbejdet med den nye plantedirektør.

- Peter har allerede vist, at han er dygtig til at netværke på tværs af sektorer og få folk til at trække på samme hammel. De kvaliteter får han brug for i jobbet som plantedirektør, hvor hans primære opgave bliver at samle hele plantesektoren og få sat en fælles retning, så vi får skabt en økonomisk bæredygtig planteproduktion med plads til innovation og den grønne omstilling, siger han.

Den kommende plantedirektør er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet og har arbejdet i Landbrug & Fødevarer siden 2010. 

Læs også