Kommunikationschefen stopper med det samme i Bæredygtigt Landbrug

Christian Ingemann Nielsen, der har været ansat som kommunikationschef i Bæredygtigt Landbrug siden 2016, er stoppet dags dato, bekræfter han overfor Effektivt Landbrug.

Han fortæller, at alt er foregået i fred og fordragelighed, og at der ikke ligger noget drama bag. Men efter knap otte år i landbrugets tjeneste er det tid til at prøve noget nyt, påpeger han.

På Facebook uddyber han, at han »gerne vil benytte lejligheden til at takke både kolleger og samarbejdspartnere men ikke mindst de mange fantastiske landmænd, jeg har mødt siden foråret 2016. Hvert eneste bedriftsbesøg har været en fornøjelse!«

Direktøren for Bæredygtigt Landbrug, Kim Koch, understreger også, at Christian Ingemanns ansættelsesophør er foregået helt uden dramatik.

- Grunden til, at han er stoppet dags dato, er, at Christian længe har ønsket at prøve sine evner af som selvstændig, og vi har samtidig kigget på en anden vej, vi vil gå strategisk til værks i forhold til kommunikation. Og så fik vi stille og roligt forhandlet en ordentlig aftale på plads, hvor vi så blev enige om, at han lige så godt kunne stoppe nu, så han kunne komme i gang, og vi kunne komme videre med vores, siger direktøren.

Kim Koch fortæller, at BL fremover ikke skal have en person med titlen kommunikationschef. Derimod skal der muligvis være en journalist og en kommunikationskonsulent ansat i stedet for, hvilket BL vil melde ud i den kommende tid.

Christian Ingemann Nielsen bliver som udgangspunkt selvstændig freelancejournalist tilknyttet Kyster Presse. Desuden skriver han, at der måske venter en bog eller to mere i fremtiden.

Læs også