Direktørskifte i Fødevarestyrelsen
To nuværende direktører i Fødevarestyrelsen får andre ansvarsområder, når den nuværende veterinærdirektør, Per Henriksen, går på pension. Styrelsen vil arbejde ud fra en ny strategi fra januar for at styrke arbejdet med den bæredygtige fødevareklynge.
Fra 1. oktober bliver den nuværende økonomidirektør Hanne Larsen veterinærdirektør, mens kødkontroldirektør Johan K. Overgaard også bliver økonomidirektør.
Direktionen kommer derudover til at bestå af direktør Esben Egede Rasmussen, fødevaredirektør Annelise Fenger og innovations- og udviklingsdirektør Per K. Christiansen.
Hanne Larsen er uddannet dyrlæge og har været leder i 18 år. I 2007 blev hun en del af Fødevarestyrelsens direktion – først som regionschef, dernæst som fødevaredirektør og senest som økonomidirektør.
- Veterinærområdet er et stort og vigtigt område. Her vil beredskabet konstant være i fokus – i særdeleshed i forhold til truslen om afrikansk svinepest. Derudover ser jeg frem til arbejdet med dyrenes velfærd og på egen hånd opleve den dybe faglighed på veterinærområdet, som vi bedst muligt skal bringe i spil til gavn for samfundet, siger Hanne Larsen.
Den kommende økonomi- og kødkontroldirektør, Johan K. Overgaard, er uddannet cand. scient. pol. og har erfaring fra departement og styrelser inden for ministerområdet, herunder 21 års ledererfaring. Han blev en del af Fødevarestyrelsens direktion i 2008, først som regionschef og siden som kødkontroldirektør.
Johan K. Overgaard ser frem til udfordringen i, at ansvaret for kødkontrollen suppleres med økonomiområdet.