Medredaktør på Grovvarenyt fylder 75
Medredaktør på Grovvarenyt og tidligere pressechef for Agromek, Gunner Buck, Hadsund, fylder 75 år søndag 28. april.
Gunner Buck har været redaktør for ugemagasinet Grovvarenyt fra dets første udgave i 1995 med Grovvarehandelens Pressetjeneste som udgiver. I 2008 overtog han magasinet, som i et glidende generationsskifte fra 2011 til 2018 er overdraget til Helge Lynggaard, Pressebureauet Århus.
I 1982 blev Gunner Buck ansat som pressesekretær i Grovvarehandelens Pressetjeneste for at varetage informationsarbejde for møllere og grovvarekøbmænd samt deres organisation Landsforeningen Den frie Grovvarehandel.
Sideløbende med arbejdet for grovvarebranchen var Gunner Buck pressechef for den internationale landbrugsmaskinudstilling Agromek i Messecenter Herning i årene 1983-2009.
Han havde desuden ansvaret for pressearbejdet på Ungskuet i Herning fra 1983 til 1992, da skuet blev lukket og afløst af Landsskuet.
Agronom
Gunner Buck er opvokset på Stevns. Han er uddannet landmand og blev agronom fra Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i 1970.
Han var redaktør af Effektivt Landbrug 1973-1979 og landmand fra 1978 til 1982. Derudover har han varetaget forskellige bestyrelsesposter.
Gunner Buck blev i 1971 gift med Lisbeth Buck, som er dyrlæge. Parret har to børn og tre børnebørn.
Fødselsdagen fejres privat.
mip





































