Birte Ladefoged Larsen, Grindsted, har 40 års jubilæum hos Tellus Advokater i Billund.

Hun ville egentlig have været hospitalslaborant. Men da hendes far havde besøg af revisoren på familiens gård, spurgte han, om de ikke havde brug for en elev. Og da afdelingen netop var ved at kalde elever ind til jobsamtale, kom Birte med i puljen og begyndte på regnskabskontoret i Grindsted 1. august 1979.

- Jeg har været privilegeret at prøve alverdens ting og været omstillingsparat i 40 år, siger Birte Ladefoged, der har hjulpet i planteafdelingen, lønbogholderiet og i receptionen. Hun blev også kredsansvarlig, da regnskabssystemet Ø90 skulle indføres i starten af 80’en. Her skulle hun blandt andet besøge en række landmænd for at indføre dem i systemet.

Birte Ladefoged flyttede i 1998 fra regnskab til ejendomsafdelingen, hvor hun sad med købsaftaler og skøder, og siden 2010 har hun været ansat i JL Advokater og siden Tellus.

Jubilæet markeres fredag for indbudte gæster.