To delstater og yderligere fire områder i Brasilien har opnået status som fri for mund- og klovsyge uden vaccination, hvilket udvider eksportmulighederne. Det skriver Tican i et nyhedsbrev med Markedsnyt fra Landbrug & Fødevarer som kilde.

- Den brasilianske brancheorganisation »Brazilian Animal Protein Association« (ABPA) forventer at se en stigende eksport af grisekød fremadrettet fra de to delstater Parana og Rio Grande do Sul. ABPA forventer, at de to delstater kan øge deres eksport med mere end 10 procent i år. Og i 2022 forventes eksporten fra de to delstater at nå henholdsvis 350.000 tons og 165.000 tons og dermed ligge 35 procent højere end i 2020, skriver Tican, og tilføjer:

- Sammen med fire øvrige områder i Brasilien blev de to delstater af OIE (World Organization for Animal Health) på et møde den 27. maj anerkendt som værende fri for mund- og klovsyge uden vaccination. Denne status har hidtil været forbeholdt delstaten Santa Catarina, der står for størstedelen af den brasilianske eksport af grisekød.