20 tons pærer faldt ned under blæsevejr

Medarbejderne hos Danfrugt Skælskør fik sig for nylig en stor overraskelse, da et kraftigt blæsevejr tog omkring halvdelen af pære-høsten på plantagen med sig ned. Det betød, at omkring 20 tons pærer var i fare for at gå til spilde, da der under normale omstændigheder ikke ville være andet at gøre end at lade dem ligge:

- Så snart frugt har været på jorden, vil pakkerierne ikke tage imod det. Derfor stod vi pludselig med over 20 tons pærer - svarende til halvdelen af vores høst - der var i fare for at gå til spilde. Vi har aldrig oplevet noget så voldsomt, forklarer Anders Piper, der er direktør for Danfrugt Skælskør.

Danfrugt Skælskør måtte derfor tænke i nye baner, hvilket blev til et samarbejde med madspildsappen Too Good To Go, der forbinder forbrugere med blandt andet restauranter og producenter, der har mad i overskud. På den måde håber Danfrugt Skælskør at kunne få reddet de mange pærer, der er lige nu er i fare for at gå til spilde:

- Vi har brugt hele året på at gøre klar til høsten, så at pærerne bare ville gå til spilde, ville være noget af det mest ærgerlige, man kunne forestille sig. De kan have et par skønhedsfejl, men smagen fejler absolut intet, uddyber Anders Piper.

Læs også