Det vigtigste er, at der på ens bedrift findes permanente arealer med vilde danske plantearter, som man lader blomstre. Det kan være for eksempel hvidblomstrende læhegn, grøftekanter som ikke slås under blomstringen, eller græsningsarealer, hvor dyrene er så få, at blomsterne ikke spises op i blomstringsperioden.

Dernæst kan man beskytte de permanente, blomsterrige arealer i punkt et. Det kan være ved at reducere gødskningspåvirkning, bruge afdriftsreducerende teknikker og udlægge beskyttelsesbræmmer (for eksempel blomsterstriber eller barjordsstriber i dyrkningsfladen). 

Tredje skridt er at udså blomster som mad til de vilde insekter.

Fordi tab af levesteder er den største trussel mod de vilde insekter, så er punkt et og to de vigtigste, hvor udsåede blomster i mark-kanten kan ses som et supplement til insekternes mad.

Man hjælper allerflest arter ved at passe på og anlægge arealer, som holdes fri af dyrkning.

De vilde danske plantearter sætter ofte meget små blomster, som kan være svære at spotte på afstand. Man hjælper faktisk de vilde bier bedre, hvis man lader disse blomster blomstre, end hvis man udsår. Fordi arealet her aldrig omlægges, så er der mulighed for overvintring og redebygning for bierne.