Deadlinen for udfasning af medicinsk zink til smågrise nærmer sig hastigt. De seneste to år har Vilomix sammen med Seges afprøvet forskellige tiltag ude hos flere landmænd i forløbet med at udfase brugen af høje doser zink til smågrise.

Her har de sammen med landmændene selv, deres dyrlæge og medarbejdere optimeret arbejdsgange og indkredset de nøglepunkter, som er helt centrale for en succesfuld fravænning uden brug af dyrlægeordineret zink. Noget, som Seges og Vilomix satte fokus på et webinar, arrangeret i forbindelse med den kommende landbrugsmesse, NutriFair, der afholdes i Messe C i Fredericia. 

I webinaret fortalte Tina Sørensen, projektleder fra Seges, og Kristina Sørensen, produktchef ved Vilomix, om erfaringerne fra projektet. 

- Vi er så tæt på deadline for udfasningen af zink, og derfor vil vi virkelig gerne bidrage med inspiration til de landmænd, som skal til at gå i gang nu. Vi har øvet os på det i to år sammen med en række landmænd. Selv om hver eneste stald og hver eneste bedrift er forskellige, så har vi nu et rigtig godt udgangspunkt for at kunne rådgive både i, hvordan man sætter et godt team omkring zinkfri fravænning – særligt i forhold til for eksempel management, hygiejne og foderløsninger, fortæller Kristina Sørensen.

På webinaret mødte deltagerne blandt andet svineproducent Anders Rold, der er en af de landmænd, som var en af de første til at gennemføre projektet med Seges og Vilomix, og som i dag fravænner succesfuldt uden brug af høje doser zink til smågrisene.

Du kan tilgå optagelsen på den vedhæftede QR-kode eller på Effektivt Landbrugs hjemmeside under punktet NutriFair. 

Webinaret tager cirka 35 minutter. NutriFair finder sted hos Messe C den 17-18. maj.