210 køer sprang ud for første gang
Anita og Niels Erik Maegaard har nu været økologer i ét og med et godt økonomisk resultat. Før påske overværede 4.000 forbrugere, at deres køer blev lukket ud på græs på Økodagen.
– Vi er blevet økologer, og det har vi på ingen måde fortrudt. Gården her passer rigtig godt til økologisk drift, med marker lige rundt om stalden. Det har været en spændende fase, og tilmed er vi kommet ud med et godt økonomisk resultat, siden vi i februar sidste år var færdige med omlægningen til økologi.
- Ikke mindst tæller de ekstra 65-70 øre for mælken godt i regnskabet, og heldigvis har det lykkes at holde ukrudtet godt i ave med strigle og radrenseren. Til gengæld sparer vi jo de mange timer med marksprøjten, som oftest foregår meget tidligt om morgenen i sæsonen.
Anita og Niels Erik Maegaard fortæller gladelig om deres nye tilværelse som økologer, mens de på kvæggården i Eskildstrup ved Søllinge tager imod det store antal børnefamilier og andre interesserede forbrugere ved »Økodag 2019«, som i år faldt på Palmesøndag.
Selv om det kræver en del forberedelser, valgte parret at sige ja til værtskabet, der på landsplan i år talte ialt 59 økologiske bedrifter. Med god hjælp af familien, venner, naboer og kolleger var omkring 40 frivillige hele dagen i gang med de mange opgaver med parkering, opsyn samt servering.
Åben stalddør hele døgnet
Højdepunktet ved økodagen var traditionen tro køernes første tur ud på græsmarken. Også det programpunkt slap de nyslåede økologer og deres køer godt fra. Nærmest på række sprang de 210 sortbrogede køer ud ad staldporten og ud på den grønne græsmark med masser af kløver – for øjnene af ikke mindre end 4.000 tilskuere langs det elektriske hegn på marken.
Niels Erik Maegaard kalkulerer med, at køerne frem til omkring 1. maj vil have mulighed for at være ude i seks timer dagligt. Derefter vil stalddøren frem til efteråret være åben døgnet rundt.
- Om sommeren ligger de udenfor til to-tre tiden om natten, og med det friske foder på foderbordet om morgenen og kraftfoder i malkestalden har det ikke været et problem at få dem hjem til de to daglige malkninger.
300 hektar
På den anden ejendom i landsbyen, Toftegaard, hvor Anita og Niels Erik Maegaard bor, huses goldkøerne og ungdyrene.
I alt hører 300 hektar til bedriften, hvoraf de 100 hektar er med græs. 90 hektar bliver i år tilsået med majs. Derudover er afgrøderne på den midtfynske økologiske bedrift byg, ærter, hvede, rug og hestebønner.
På Fyn var Statsfængslet Søbysøgaard traditionen tro også værter ved økodagen. Her lå besøgstallet helt oppe på 12-13.000. På landsplan blev økodagen, der arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med mejerierne, besøgt af 204.000 mennesker. Sidste år var besøgstallet på 232.000.





































