Ønsker flere planter på menukortet

Planterne kommer- lige fra din baghave var sloganet, da Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Økologisk Landsforening bød velkommen til en dag med fokus på lokale grøntsager, økologi og samarbejdet mellem producent og storkøkkener.

Peter Mejnertsen, afdelingschef økologi, Velas fortalte om visionen om et grønt sammenhold på Fyn, hvor Velas vil tilbyde at facilitere et sekretariat. Camilla Varming Nielsen fra Fyens Økologi samler bestilling og levering for cirka 50 fynske økologiske producenter. Peter Mejnertsen, direktør hos Mejnerts Mølle og Tove Færch, opskriftschef hos Karolines Køkken var enige om, at det skal gøres endnu lettere for den almindelige dansker at få flere grøntsager ind i hverdagsmaden.

Knap 150 interesserede var mødt op, da Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Økologisk Landsforening i sidste uge afholdt plantefestival på Gl. Avernæs. Formålet var at føre økologiske producenter sammen med kantiner og køkkener, for at sikre flere danske planter på menukortet.

- Fire ud af ti vil gerne have mere grønt i deres madlavning, lød det fra Tove Færch, der er opskriftschef hos Karolines Køkken.

- Og i storkøkkenerne er det lettere at indføre hurtigt. Her er der få, der bestemmer, hvad mange skal spise, sagde hun og understregede, at det derimod er svært at se tendensen i den almindelige danskers indkøbsvaner.

- Men vi vil meget gerne lære den almindelige dansker – med små tiltag – at få flere grøntsager ind i madlavningen.

- Vi skal have det ændret, så et ikke hedder frikadeller med blomkål, men blomkål med frikadeller, sagde hun.

Vi mangler maddannelse

Hun blev suppleret af Peter Mejnertsen fra Mejnerts Mølle lidt uden for Svebølle på Nordvestsjælland.

-Vi mangler det, jeg kalder maddannelse. Vi skal have udbredt historierne om, hvor gode vi er i Danmark til at lave råvarer. Vi skal have forbrugerne til at købe lokalt. De skal have råvarerne i hænderne og væk fra, at alt skal standardiseres, så vi ikke kan spise en krum agurk, der ikke lige har den gængse størrelse og form.

- Vi køber med hjernen, men vi skal også købe med hjertet, fastslog han.

Økologiforum Fyn

Navnebror – Peter Mejnertsen, afdelingschef for økologi hos Velas – gav sit bud på, hvordan et fællesskab, i første omgang på Fyn kaldet Økologiforum Fyn, kan være med til at fremme forståelse og viden.

-Fyn er en dejlig lille afgrænset størrelse geografisk. Det gør det nemt at komme ud og se de forskellige bedrifter – let at lære hinanden at kende, sagde han og uddybede, at Økologiforum Fyn er en vision om at skabe et netværk for alle virksomheder på Fyn og nærliggende øer, der arbejder med økologi.

-Historisk set har Fyn haft en unik og meget alsidig fødevareproduktion og her tænkes både på landbrug og fødevareindustri, der har forarbejdet og solgt kvalitetsfødevarer fra Fyn. Vi tror på, at man i en moderne kontekst med forbrugere, restauranter, fødevarevirksomheder, detailkæder og landmænd kan inspirere og motivere hinanden til igen at gøre Fyn til et centrum for gode danske fødevarer med afsæt i den økologiske produktion, fremhævede afdelingschefen.

Tradition for specialiseret produktion

Han fremlagde, at der i alt er 353 autoriserede økologer på Fyn, og at der er en alsidig produktion med en høj andel til humanernæring. Derudover har Fyn tradition for specialiseret produktion, med overvægt af små og mellemstore landbrug, der har interesse og rummelighed til at gøre noget særligt.

-Ikke siden 2001 har antal økologiske bedrifter været så højt, så det er nu, at vi skal bygge videre på noget sammen, lød det fra Peter Mejnertsen, der kaldte Økologiforum Fyn for en vision, der forpligter.

-Vi vil arbejde for, at visionen bliver en realitet. Vi tilbyder at facilitere et sekretariat, hvor vi i samarbejde med dem, der deler vores vision, vil arbejde for et bredere kendskab til hinanden indenfor økologi på Fyn og derigennem inspirere og motivere til nye samarbejdskonstellationer og flere og bedre oplevelser med økologiske fødevarer, sagde han.

Fyens Økologi samler levering

Camilla Varming Nielsen fra Fyens Økologi imødekom ideen og fremhævede, hvordan de allerede er godt i gang med noget lignende ved at samle flere fynske økologer under en parasol, så de blandt andet leverer til storkøkkenerne samlet.

-Min kone Martha og jeg har selv haft produktion og erfarede hurtigt, at vi blev nødt til at arbejde gratis for at afsætte vores varer. Samtidig opdagede vi, at når vi leverede til eksempelvis en restaurant eller et større køkken, så kørte flere af vores kollegaer lige bagefter med deres varer. Det problem måtte vi løse.

- Og det har vi så gjort ved at samle det hele. Nu skal køkkenerne kun bruge tid på at bestille et sted. Når vi hos Fyens Økologi modtager bestillingen, sørger vi for at få besked rundt til de forskellige små producenter, der først dér høster direkte fra marken. Det betyder, at vi leverer helt friske varer, og at der intet madspild er fra vores side. Vi høster først, når vi ved, hvad der er bestilt. Dernæst samles alle bestillinger, hvorefter vi henter hos de lokale producenter og leverer.

- Det eneste vi ikke kan honorere, er levering samme dag. Der går normalt 48 timer, fordi der både skal høstes, samles og leveres, sige Camilla Varming Nielsen.

Fyens Økologi har omkring 50 leverandører tilknyttet og pt. 10 til 15 faste kunder, der bestiller hver uge.

Læs også