Der var mange deltagende i Økologisektionens årsmøde på Landbrugsskolen Sjælland i Høng. Fra formanden for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer var meget direkte om, hvad der nu er nødvendigt for økologien i øjeblikket.

- Set i lyset af den situation, vi står i nu, er det ekstremt vigtigt, at vi alle, landmænd, virksomheder og organisationer, husker at fortælle, hvad er det, man får for pengene, når man køber økologi - og alt det gode økologien gør for dyrevelfærd, biodiversitet, miljø og bæredygtighed, sagde Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer og fortsatte:

- Sådan at vi ikke taber for mange økologiske forbrugere i svinget. Og så at vi stadig er her, når konjunkturerne forhåbentlig vender igen.

Grøn omstilling og CO2-afgift 

I beretningen berørte han de udfordringer, som de økologiske landmænd står overfor lige nu. Blandt andet den svære markedssituation, energikrise, nye brakkrav, lange sagsbehandlingstider i Landbrugsstyrelsen og den fremtidige nærringsstofforsyning - men grøn omstilling og klima fyldte også en del.

- Klima er en af valgkampens store dagsordener, og en CO2-afgift lurer desværre lige om hjørnet. Her er det afgørende, at vi ikke får en klimaafgift, som afliver landbruget, sagde han og fortsatte:

- Vi skal sørge for at blande os og sikre, at vi får udformet en model, som landmænd og landbruget generelt kan se sig selv i. Og hvor vi får mulighed for at vise, hvad vi selv kan på bedriftsniveau og i de enkelte sektorer.

Grøn energi i krisetid

Også energikrisen blev nævnt i beretningen. Og ikke mindst, hvordan de økologiske landmænd kan bidrage til løsninger.

- Lige netop energi er et emne, vi i landbruget har noget at byde på. Grøn energi i flere varianter. Biogas, marker til solceller, vindenergi og pyrolyse. Inden for økologi er biogas en løftestang til nogle af de store udfordringer, vi står med, sagde han og fortsatte:

- Der er meget organisk materiale, der kan omdannes til værdifuld gødning ved at komme en tur igennem biogasanlægget. Det er derfor vigtigt, at der kommer en god plan for udvikling af biogassektoren i Danmark. En plan uden benspænd, klimaafgifter og unødigt bureaukrati.

Økologisk udvikling

Han kom også ind på fremtiden for økologien. Heriblandt landbrugsaftalen fra sidste efterår, hvor der blev lagt op til en fordobling af det økologiske areal, forbrug og eksport inden 2030. 

- Lige nu er der valgkamp og mange ting kastes op i luften, men jeg håber virkelig, at den kommende regering - uanset farve - holder fast i de økologiske målsætninger. En markedsdreven udvikling, hvor produktionen vokser i takt med, at forbrugerne er der. En udvikling, hvor økologien fagligt udvikler sig til nye højder, og bliver til de fleste forbrugers fortrukne valg af fødevarer, sagde han og fortsatte:

- Det er derfor også glædeligt, at den nuværende regering i regi af Fødevareministeriet har sat gang i strategiarbejdet omkring, hvordan vi bedst kommer i mål, hvor Landbrug & Fødevarer sidder med i en følgegruppe. Lige nu lader den økologiske vækst vente på sig. Men det har vi set før. Det kan gå langsomt, men lige pludselig tager den økologiske udvikling fart.  Det så vi også sidst, der blev sat politiske målsætninger om vækst i økologien.