- DB Tjek holder sportsånden ved lige
Christoffer Hensberg får lavet DB Tjek ved LMO to gange årligt. Han er placereret som nr. 1 på hitlisten, men han bliver aldrig færdig med at optimere.

Hos Moutrup Svineproduktion på Mors, stopper man ikke op bare fordi, man ligger nummer ét på DB Tjek-hitlisten.
Moutrup Svineproduktion på Mors laver cirka 2.900 søer med salg af fravænnede grise. Ifølge Christoffer Hensberg er det vigtigt, at DB Tjek henvender sig til både ejer og medarbejdere, da resultatet benyttes både som ros for alt det, der er godt og som indgangsvinkel til at sætte fokus på områder, som kan forbedres.
- I LMO’s kommentarer til DB Tjek udpeger vi typisk tre-fire vigtige indsatsområder i bedriften, og beregner det økonomiske potentiale ved de foreslåede forbedringer, fortæller Rie Krukow, der er svinerådgiver i LMO.
Christoffer Hensberg bekræfter vigtigheden af at få defineret indsatsområderne.
- Medarbejderne skal vide, hvad deres indsats betyder – både for effektiviteten og for økonomien, siger han.
Hitlister bliver også studeret grundigt, da konkurrence virker motiverende. En god sportsånd er vigtig for både Christoffer og medarbejderne.
- DB Tjek er en motivationsfaktor, så flotte resultater i DB Tjek udløser for eksempel smørrebrød til frokost, men er også med til at holde sportsånden ved lige, fortsætter han.
Indsatsområder
Christoffer gennemgår DB Tjek kort med alle medarbejdere og mere grundigt med driftslederne. Både ved interne møder og ved møde med rådgiver. I arbejdet benyttes især fraktilanalyser, og de indsatsområder LMO har udpeget. Christoffer Hensberg mener begge dele er nemme at arbejde med, og hjælper – både ham og driftslederne - med at holde fast i de aftalte mål.
Når indsatserne sættes i værk prioriteres de lavest hængende frugter først – og de er selvfølgelig mest interessant, hvis det økonomiske udbyttet samtidigt er højt. Alle udpegede indsatser, ændrede rutiner og forbedringer skal dog helst være sat i gang inden næste DB Tjek.
Hos Christoffer Hensberg er der blandt andet blevet arbejdet med indkøbsforeninger og andre fællesskaber omkring indkøb af råvarer, hvor målet er en generel sænkning af råvarepriser, mens også medicin- og vaccineomkostninger har været i spil.