Danish Crown udsteder obligationer i Tyskland
Danish Crown har i denne uge udstedt 5-årige obligationer i Tyskland, også kaldet Schuldschein.
Danish Crown udbød som udgangspunkt obligationer for 75 mio. euro. Der var dog en overvældende interesse fra investorerne, så derfor valgte Danish Crown at udvide lånet til 180 mio. euro fordelt på to udstedelser. Der blev udstedt obligationer for 70 mio. euro til en årlig fast rente på 1,107 pct. og 110 mio. euro til en variabel rente. Renten tilpasses hvert halve år og vil i de næste seks måneder være på 0,58 pct.
- Vi er meget tilfredse med vilkårene for udstedelser. De signalerer stor tiltro til Danish Crown, og den strategi vi har lagt for virksomheden. Samtidig betyder det aktuelle renteniveau, at vi har sikret en attraktiv finansiering, der i den sidste ende kommer vores ejere til gode, siger Preben Sunke, der er Group CFO.
Obligationerne er udstedt som en såkaldt rettet udstedelse. Det betyder, at obligationerne ikke er optaget til handel i hverken Tyskland eller Danmark.