De unge landmænd er klar til at etablere sig

Sagro har afviklet en stribe aftener om generationsskifter og etablering for unge, der vil være selvstændige landmænd

Morten Dahl Thomsen Kaare Flye Andersen Pelle Granhøj Katrine Siersted, driftsøkonom i sagro har i forlængelse af aftenerne etableret en netværksgruppe, hvor de unge kan få yderligere indsigt i, hvilke kompetencer, de skal have gjort helt skarpe for at komme godt gennem etableringsfasen. Omkring 50 mand har i første omgang tilmeldt sig netværksgruppen.
 Rådgivningsvirksomheden Sagro havde forleden den sidste af en række informationsaftener omkring etablering og generationsskifter.
Over den seneste måneds tid har omkring 250 både yngre og ældre landmænd deltaget i aftenerne, der har budt på indspark fra både SAGROs rådgivere og samarbejdspartnere, og ikke mindst en række yngre landmænd, der har etableret sig på forskellig vis.
- Vi har virkeligt mødt mange dygtige unge landmænd, siger SAGROs cheføkonom Morten Dahl Thomsen.
Og det er nødvendigt, for der er et stort behov for at generationsskifte i dansk landbrug.
De unge har både den uddannelsesmæssige baggrund og oftest også ledererfaring fra driftslederstillinger og de er ofte meget bevidste om, hvad deres ambitioner og visioner peger frem mod – ellers bliver de det gennem den proces, som SAGRO tilbyder i forbindelse med etableringsplanerne, siger cheføkonomen.
- Vores erfaring med de efterhånden mange sager, vi har gennemført som etablering eller generationsskifte, er, at de unge er meget ihærdige, men som regel også har den tålmodighed, der skal til, for det kan tage måneder og op til et år, før det rigtige match mellem køber, bedriften og finansieringen er fundet, siger Morten Dahl Thomsen.
 

Forbered jer og find hjælp

For rigtigt mange unge landmænd er det en stor udfordring at finde finansieringen, og mange har oplevet at løbe spidsrod mellem bankerne.
- Det handler enkelte gange om, at de unge ikke har forberedt sig tilstrækkeligt, mens det de fleste gange er høje krav til egenfinansiering, der spænder ben for projekterne, siger Morten Dahl Thomsen.
Derfor har SAGRO med succes medvirket til en lang række projekter med balance-punkter på 70-80 mio. kr., hvor der blandt andet har været eksterne investorer med i den finansieringsmodel, der er skruet sammen.
- Vi oplever, at de unge landmænd sagtens kan se mulighederne i at se bort fra det traditionelle selveje, og se mulighederne – og fordelene – i at blive direktør i virksomheden. De kan tilmed opleve at få god sparring fra den investor, der kommer med.
 

Fra sjov til seriøs

En af de unge landmænd, der er etableret med hjælp fra Sagro, er Kåre Flye Andersen.
Han fortalte på informationsmødet om generationsskiftet, som han foretog i januar 2017. Her overtog han som tredje generation slægtsgården Agergaard Skovgård ved Næsbjerg med hovedvægt på pyntegrønt og juletræer. Det har været en gammel drøm at komme til at sidde på gården, selv om han som yngre syntes, at juletræerne mest var for sjov.
Drømmen om at blive selvejer tog for alvor fart efter at have taget lederuddannelse i Århus.
Han var klar over, at gården ikke skulle drives som et I/S, da han selv ville have muligheden for at tage beslutningerne. Der er en aldersforskel mellem far og søn på 33 år, og også en meget stor forskel på, hvordan de arbejder med budgetter og administration.
Han har gennem hele forløbet haft en god løbende dialog med Sagro´s rådgivere, som han roser for deres indsats. 
- Rådgiverteamet fra Sagro har været der hele vejen, og det har været godt at komme i et hus, hvor der altid var nogle andre at spørge, hvis min rådgiver ikke havde svar, siger han.
 

Gør klar til generationsskifte

Niels Morten Østergaard Nielsen, Jytte Nielsen og sønnen Christian Østergaard Nielsen var kommet til Billund for at høre om muligheder i generationsskifte.
59-årige Niels Morten driver en slagtekalvegård ved Billum med 500 slagtekalve år, 120 stude og 200 hektar planteavl. 27-årige Christian har det sidste halvandet år arbejdet hjemme på gården med henblik på et generationsskifte.
- Vi er i det meget tidlige stadie, og det er spændende at høre om andres erfaringer, siger Niels Morten Østergaard Nielsen.
Familien har ikke lagt nogen tidshorisont for processen. Christian føler sig klar til at overtage og forestiller sig, at det skal ske inden for omkring 3 år.
Der er heller ikke regnet på priser og betingelser endnu, men for Niels Morten er det vigtigt, at få sendt gården godt videre.
- Der skal være noget for de kommende generationer at komme efter. Niels Morten købte selv i 2007. Det var for dyrt, som han selv siger det. Og han forestiller sig derfor, at det skal blive bedre for sønnen.
- Det vigtigste, er at han har lyst til det – ellers bliver det ingen succes, siger Niels Morten Østergaard.
 

Godt i gang med investor

- Tag og kom i gang, hvis det er det I vil – og husk at nyde det.
Det var det skarpe budskab fra Esben Thing, da han var en af talerne.  Sammen med bror, Roald købte han for under et år siden svinegården Rammegård i Nordvestjylland. 
De fik en investor med, der lagde en tredjedel af de penge, der var nødvendige for at få realkredit og vækstfonden med til at finansiere resten.
Den unge landmand pointerede, at det var vigtigt, at få købt til den rigtige pris og også at få forhandlet de rigtige rentesatser.
 

Fra frustration til overtagelse

Pelle Granhøj Hansen på 23 år har for nogle måneder siden købt Hørbygaard ved Skive.
Den unge fynbo forsøgte gennem en periode at overtage forældrenes gård på Fyn, men fik ikke ret meget andet end frustration og en større regning fra det daværende rådgivningsselskab ud af det.
Han er uddannet produktionsleder og har været fodermester i tre år og rejst i Australien lige så længe.
Gården har 1600 søer og er en overskuelig størrelse til en start.
- Jeg har altid vidst, at det var det jeg ville, og jeg tænker, at det jo bare er med at komme i gang, så jeg kan få høvlet noget gæld af. Så bliver det jo sjovere, når jeg bliver ældre, siger han.
Han har valgt – og haft muligheden for – at købe gården som selveje.
- Det er lidt nemmere, så kan man sætte de ting i gang, man vil, siger Pelle Granhøj Hansen.
Noget af det, han skal have gang i, er at udvide produktionen til 800 søer, hvilket gården kan producere.
Den er relativt nybygget som et barmarksprojekt, så han har ikke det store behov for renovering. Det er vigtigere for ham at have likviditeten og skabe gode resultater, så han ikke er så sårbar over for udsving i priserne.
 

Vil overtage arbejdspladsen

Johnny Nielsen og Trine Schmidt var til etableringsaften for at blive klogere på, hvordan en overtagelse af Johnnys nuværende arbejdsplads kunne strikkes sammen.
Gården, som Johnny arbejder på er på 560 søer og 210 hektar jord og ejes af en landmand på 72, som gerne vil ud af ejerskabet over en årrække. Derfor tænkes gården generationsskiftet ved succession.
Johnny har arbejdet på gården siden oktober 2016 og blev ansat med henblik på en mulig overtagelse, så han er nu i gang med at se på budgetter og besøge banker sammen med nuværende ejer.
- Jeg ser det som en klar fordel at overtage noget, hvor man har arbejdet i en årrække. Så ved man, hvad besætningen kan yde, og hvad den ikke kan, og så ved man hvor sikringsskabet sidder, hvis strømmen skulle gå, siger Johny Nielsen.
Størrelsen på gården er meget passende, og med mulighed for at udvide til full line-produktion - og prisen forhandles der lidt om endnu.
Parret, der begge er uddannede agrarøkonomer vil dog ikke eje gården sammen. Trine vil fortsat være driftsleder på en besætning ved Brande.
- Vi mener, at vi er for sårbare, hvis vi skal være på samme sted, og det er godt at kunne få noget inspiration udefra, siger Trine Schmidt.
Johnny Nielsen finder det interessant at se på flere muligheder for finansiering.
- Det kan godt være selveje er lidt gammeldags, så det har været interessant at høre om løsninger med investorer og delt ejerskab, siger Johnny Nielsen.
Og har de så fået noget ud af aftenen?
- Johnny har i hvert fald taget flere noter, end han plejer, siger Trine Schmidt.

Læs også