- Kend dine forsikringer og deres dækning. Sådan lyder budskabet fra Kolding Herreds Landbrugsforening, KHL, der onsdag den 30. maj inviterer til en forsikringsdag for landbruget.
For ved du nøjagtig, hvad du betaler for dine forsikringer, og ved du præcist, hvad de dækker – og hvad med alt det, der står med småt i policerne?
Det vil man kunne få svaret på forsikringsdagen, hvor KHL har allieret sig med flere eksperter på forsikringsområdet plus egne eksperter på området. Blandt andet økonomikonsulent Thorbjørn Pedersen - og han ser frem til forsikringsdagen:
-  Vi har længe snakket om at få sat fokus på det. Ofte er det jo først, når skaden er sket, at man ser på sine forsikringer.
Producent assurandør hos Tryg Landbrug, Jørgen Kring, vil komme ind på dækning af driftstab i forbindelse med landbrugsforsikring. Blandt andet vil han komme ind på problematikken omkring flytning af forsikringserstatning mellem ejendomme.
Licitation og prissætning er overskriften for Peter Quitzau´s indlæg. Han er direktør i DLBR Forsikringsmægler A/S.
 

Når skaden er sket

Når en forsikringsskade er opstået skal forsikringsselskabets taksator ofte på banen. Og hvordan en forsikringsskade opgøres er præcist, hvad taksator Bo Nordestgaard Jensen fra virksomheden taksator.nu, har svaret på.
Er der brug for retshjælpsforsikring for at fastlægge hvad der er dækken og hvad der ikke er dækket – så kan advokat hos KHL, Lars Rafn kaste lys over det.
 

Økonomi i forsikringen

Forsikringsdagen sluttes af med økonomikonsulent hos KHL, Thorbjørn Pedersen, der vil komme ind på skattereglerne omkring udbetaling af forsikringserstatninger.
Han oplever, at der er en del landmænd, der tegner en landmandspension, som både er en pensionsopsparing og en forsikringsdækning.
Forsikringsdagen finder sted hos KHL i Kolding onsdag den 30. maj fra kl. 12.00 – 16.00. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding – Se mere på www.khl.dk.
Finans