Økonomi i økologi trods skærpede gødningsregler
Patriotisk Selskab afvikler møde for nuværende og kommende økologer næste onsdag.
Landbrug & Fødevares Økologisektion og Økologisk Landsforening er kommet med et forslag om en skærpelse af reglerne for økologernes brug af konventionel gødning, som forventes at træde i kraft fra 2021. Hvad betyder det for de økologiske planteavlere?
- Økologerne må, som det er nu, bruge op til 50 kg udnyttet N i ikke-økologisk gødning. Dette foreslås ændret til 40 kg, men samtidig må økologerne importere 20 kg i ikke-økologisk afgasset biomasse. Det er ikke nødvendigvis en ulempe med de nye regler. Det vil stadig være muligt at optimere økonomien i den økologiske drift – det handler om at udnytte næringsstofferne optimalt i sædskiftet, siger økologisk koordinator hos Patriotisk Selskab, Lars Lyholm Johansen, og uddyber:
- Det kan man blandt andet gøre ved en ændring af sædskiftet med flere kvælstoffikserende afgrøder, for eksempel kløvergræs til biogas eller grøngødning.
Alt dette vil Lars Lyholm Johansen fortælle mere om onsdag den 21. februar, hvor Patriotisk Selskab, sammen med Seges, er vært ved et møde for erfarne, nye og kommende økologer.
På programmet er blandt andet også den kommende sæson, herunder markedet for udsæd og salgsafgrøder, mulighederne for fremavl af korn og proteinafgrøder ved DLG samt mulighederne inden for frøavl ved DLF.





































