»Et af de hårdeste år«.

Sådan lyder konklusionen fra rådgivningsselskaberne LMO, LandboSyd, LandboNord og Sagro efter at have gennemgået 400 landbrugsregnskaber for 2018.

Særligt smågriseproducenterne blev ramt. Det har resulteret i et gennemsnitligt underskud efter finansiering på 451.000 kroner for smågriseproducenterne, mens slagtesvineproducenterne fik et underskud på 219.000 kroner.

- De store underskud for svineproducenterne står i skarp kontrast til sidste år, hvor resultatet for slagtesvineproducenterne endte med et plus efter finansiering på 608.000 kroner i snit og et ditto plus på 2,75 millioner kroner for smågriseproducenterne, lyder det fra de fire rådgivningsselskaber.

 

Overlevelse

- Svineproducenterne har i løbet af året fået lussinger på begge kinder som resultat af en lav notering og høje foderpriser. Især prisen på grisen har ført til store underskud, og den rammer særligt hårdt hos smågriseproducenterne, fortæller Lasse Frost, afdelingsleder for LMO Business, og tilføjer:

- For mange har 2018 været en overlevelseskamp, og nu må vi håbe på, at vi er ved at ride stormen af, og at priserne retter sig i den nære fremtid.

Tørkens effekter på 2018-høsten påvirker resultatet for året, men den skubber ikke til likviditeten hos svineproducenterne. Det skyldes, at udgiften for de tomme kornlagre først slår igennem i første halvår af 2019, hvor lagrene skal fyldes for at nå næste høst.

Den ringe høst fik dog betydning for foderpriserne, som steg 20-30 procent over året.

 

»Perfekt« storm

Dermed blev svineproducenterne ramt af en »perfekt« økonomisk storm i form af lave svinenoteringer, en tørkeramt sommer, som betød et markant fald i markens udbytter, og en tilsvarende stor stigning i prisen på foder, konkluderer rådgivningsselskaberne.

Du kan høre mere om tallene, når LandboSyd, LandboNord, Sagro og LMO holder økonomikonferencer i februar måned.

 

Finans