Gødningsproducenten Yara opdaterer sit sortiment af organiske gødninger, der kan anvendes af økologer. Blandt andet tilbydes nu en ny type med et højere fosforniveau.
Da Yara introducerede produktlinjen YaraSuna på det danske marked, var det et kærkomment supplement til de økologiske landmænds kvælstofmuligheder på bagkant af en stramning af reglerne for husdyrgødning. Yara Danmark ser yderligere et behov for flere løsninger, hvor især de østdanske økologiske planteavlere ofte mangler muligheder når det gælder fosfor.
Derfor har gødningsproducenten introduceret den nye type, YaraSuna 8-3-1, der har en formulering, hvor den relative andel af fosfor er øget med 40 procent pr. kg kvælstof. Det tænker chefagronom i Yara Danmark, Jesper Ulnitz, netop vil komme de økologiske planteavlere til gode.
- YaraSuna 8-3-1 er relevant for dem, der har lidt lave fosfortal. Dertil er den relevant for de økologiske planteavlere, der gerne vil placere gødning, da den kan dække hele afgrødens fosforbehov. Har du lave fosfortal, kan du derfor med fordel overveje denne nyformulerede gødning. Lave fosfortal kan ofte betyde en generel forringet rodudvikling og dermed dårlig etablering – og konkret i kornafgørderne ser vi ved fosformangel ofte en for lille buskning, fortæller Jesper Ulnitz.
Sund jord er næringsrig jord
Yara forventer, at den nye type vil være særligt relevant i de husdyrfattige egne øst for Storebælt, hvor fosfortallene oftere er mere ude af balance end i store dele af Jylland, mens YaraSuna 9-3-1 især er velegnet som eksempelvis supplement til husdyrgødning, hvor den kan placeres ved såning eller nedharves forud for såning af for eksempel vårsæd.
Økologisk kyllingemøg øger fleksibiliteten
De reviderede YaraSuna gødninger bliver nu udelukkende produceret af kød- og benmel samt økologisk kyllingemøg – en kombination, der gør livet enklere for økologerne.
- Det er et mere simpelt produkt end tidligere, fordi kyllingemøget er økologisk. Økologerne kan anvende YaraSuna gødninger indenfor kvælstofreglerne – altså den kræver ikke konsulent erklæring eller dokumentation for lavt fosfor- eller kaliumniveau i jorden. Man skal dog være opmærksom på ikke at overskride et eventuelt fosforloft. Gødningerne er pelleterede i en hård fast pellet med et minimum af smuld, som gør dem velegnede til placering i forbindelse med såning. Den faste kvalitet gør, at de er oplagte til placering, hvor du også opnår bedre udnyttelse af næringsstofferne, forklarer Jesper Ulnitz og fortsætter:
- Organiske gødninger egner sig godt til placering, da de skal indarbejdes i jorden for at opnå det bedste resultat. Organiske gødninger vil gerne have lidt jordfugt, så mineraliseringen og omsætningen af næringsstofferne kommer i gang – men så er udnyttelsen af næringsstofferne også bedre end eller på niveau med gylle.
Lemken øger arbejdsbredde på Thulit
YaraSuna 8-3-1 tilfører 40 procent mere fosfor, men også i nogen udstrækning mere kalium. Yara anbefaler derfor, at gødningen med fordel anvendes, hvor der er behov for lidt mere fosfor, og at den i flere tilfælde kan anvendes som eneste fosforkilde for afgrøden.
YaraSuna 9-3-1 er velegnet som eksempelvis supplement til husdyrgødning, hvor den kan placeres ved såning eller nedharves forud for såning af for eksempel vårsæd.
Styrket position på markedet
For at styrke sin position på markedet for organiske og genanvendte gødningsprodukter købte Yara tidligere på året majoritetsandelen i Grønn Gjødsel A/S, der er førende producent af organisk/mineralorganisk gødning, med en ny fabrik i Rakkestad i Østfold i Norge. Investeringen i Grønn Gjødsel AS er Yaras tredje investering i det organiske gødningssegment i Europa Lignende investeringer er tidligere blevet foretaget i Yara Ecolan i Finland i 2021, Agribios i Italien i 2023 og nu senest i Norge.