Reducer græsukrudt i vintersæden gennem sortsvalg, etablering og et godt kendskab til problemgræsser

Af planteavlskonsulent Lasse Schmidt Jespersen, Patriotisk Selskab

Selektionen fremavler undertiden nogle meget kompetente og tilpassede problemgræsser, som konkurrerer mod vintersæden, og vi kan ikke forvente, at planteværnsmidlerne har 100 procent effekt.

Handleplanen mod græsukrudt bør derfor indeholde flere værktøjer end blot kemi. De vigtigste ikke-kemiske værktøjer imod problemgræsserne er: vårsæd, jordbearbejdning og udskudt såning. Udsædsmængde og sortens konkurrenceevne har også betydning.

Sortsvalg i vinterhvede

Overvej sortsvalget og vælg en vinterhvedesort, som i sin væksttype kan konkurrere mod problemgræsserne. Sorten skal have hurtig vækst, specielt i foråret, da den ikke må komme bagud, når den konkurrerer mod græsukrudt om lys og ressourcer. Vælg en sort med kraftig vækst, der busker sig godt i efteråret og starter væksten tidligt i foråret. Den tidlige og kraftige vækst i foråret er vigtig for at undertrykke græsserne og betyder, at hveden er godt med, når der opfølges kemisk, hvilket støtter virkningen. Sorter med elementer af konkurrencevækst er for eksempel Champion, Momentum og KWS Extase. 

Etablering

Det er vigtigt at have fokus på etableringen af vintersæden og udnytte alle de fremragende redskaber, vi har, så resultatet bliver stærke og sunde planter, der kommer godt fra start i efteråret og lukker godt af.

Det er også vigtigt at øge udsædsmængden i problemområder. Et fugtigt område vil ofte give afgrøden modgang, og det er gerne her, et ukrudtsproblem starter.

Man kan godt gå op i dobbelt udsædsmængde for at øge densiteten af afgrøden og dermed dens konkurrenceevne. Det gælder ligeledes i vårsæd.

Gradueringen kan enten ske manuelt eller via et tildelingskort. Problemområder kortlægges lavpraktisk med ukrudtskort på papir eller ved at bruge for eksempel FarmTracking. Det er også muligt for nogen at udlæse as-applied/log-filer fra såmaskinens terminal og tilrette disse til nye udsædskort eller lave nye udsædskort på baggrund af for eksempel satellitmålinger af biomasse, erfaring og iagttagelser.

Forsøg har vist, at sen såning i september med øget udsædmængde reducerer fremspiringen af græsukrudt markant. Tommelfingerreglen er, at fremspiringen halveres ved at udsætte såningen i to uger. I problemmarker skal der derfor etableres så sent som muligt. På den tunge jord er der en risiko for, at forholdene aldrig bliver til at så efter den 1. oktober. Her skal man ikke panikke ud i oktober i dårligt såbed, da alternativet - vårsæd - også er godt for ukrudtsmodstanden. Til den sene såning vælges for eksempel sorterne KWS Extase, Momentum, Informer og Champion.

Afprøv ovenstående råd, eventuelt på et par marker hvor du kan nå at kortlægge problemgræssernes udbredelse, og hvor du kan følge effekten i det nye høstår.

Læs også