Det er et håndværk at handle med råvarer
Der blev grinet og kigget indad, da John Jensen fra AgroMarkets forklarede, hvorfor det er så svært for en almindelig landmand at få købt og solgt afgrøder på det rigtige tidspunkt.

- Det kræver, at I kender jeres gennemsnitspris. Det kræver, at I kender jeres normale udsving. Hvis ikke I gør det, er det som at sidde med et landkort over et område, men ikke vide hvor på kortet man er, sagde John Jensen, AgroMarkets, da han holdte et humoristisk indlæg til Planteavl anno 2023 ved Agri Nord. Foto: Tenna Bang
Planteavl anno 2023 var overskriften, da godt 40 planteavlere satte hinanden stævne ved Agri Nord i Aalborg. Gennem to dage blev de opdateret på den nyeste viden indenfor en lang række emner.
Førstedagen startede med et humoristisk indlæg fra John Jensen, AgroMarkets, som fortalte om psykologien bag, hvorfor landmænd ofte får handlet korn og andre råvarer på et mindre fordelagtigt tidspunkt.
John Jensen slog fast, at man bør have en strategi for, hvornår man skal sælge.
- Det kræver, at I kender jeres gennemsnitspris. Det kræver, at I kender jeres normale udsving. Hvis ikke I gør det, er det som at sidde med et landkort over et område, men ikke vide hvor på kortet man er, sagde han og erkendte, at det er enorm svært, fordi det selvfølgelig handler om risikostyring og tekniske analyser, men i høj grad handler det også om én selv og ens psyke.
- Fordi man er helt alene. Det er jer selv og kun jer selv, som skal tage de beslutninger her.
- Det er ikke på priskurven, det går galt, det er i vores hoveder. Tænk lige over det, sagde John Jensen.
Det giver også muligheder
Han forklarede, hvad der sker inde i den typiske landmand, når priserne for eksempel stiger.
- Vi bliver forventningsfulde, når priserne stiger. Vi bliver decideret begejstrede og så euforiske til sidst. Det er helt vildt. Vi ganger og dividerer og regner ud alt det, vi kan få. Hold da op. Problemet er bare, at vi ikke sælger noget, fordi vi tror, prisen vil stige endnu mere. Når prisen begynder at falde, tænker vi bare, at det er naturligt. Vi er blinde overfor de signaler, der kommer, fordi vi er så eroforiske og grebet af, hvad det her kan blive til.
- Prisen begynder at gå ned, det er træls. Og så begynder vi til sidst at panikke en smule. 142 kroner for hvede, sidst sagde han 208 kroner. I første omgang stivner man lidt, men så kapitulerer man og siger nå, men det er også snart høst, så kan jeg lige så godt sælge noget. Og første gang prisen stiger en smule, så skynder vi os at sælge, fordi vi frygter, at der kommer nye prisfald, forklarede John Jensen, til et ofte grinende publikum.
Man skal have en strategi
John Jensen forklarede, at psykologien er imod os, og derfor er det at handle på det rigtige tidspunkt, rigtig, rigtig svært for de fleste mennesker.
Og derfor bør man have en strategi for ikke at sælge på et uheldigt tidspunkt.
- Man kan lære ethvert håndværk. Så selvom det er svært, kan man godt lære det her i forskellig grad. Men man kan også købe hjælp.
John Jensen fortalte, at der også er landmænd, som er gode til at handle, at »trade«, men at de ofte heller ikke bruger tid på deres landbrug, det har de folk til.
Interessen skal være der for succes
- I princippet skal man sælge på begyndende svaghed, og man skal købe på begyndende styrke.
- Når prisen går op, skal I blive ved og ved og ved med at sælge. Det er det rigtige, og I styrker jeres virksomhed, sælger bedre end gennemsnittet. Også selvom I kan regne ud, hvor mange traktorer og tallerkenharver I kunne få ved at vente. Det er fuldstændig uinteressant, forklarede John Jensen.
- Og måske vigtigst af alt, du ved ikke noget, de andre ikke ved. Du er nødt til at stå op hver morgen og sige; jeg aner intet om, hvad der sker i dag, om det stiger eller falder. Det er min strategi nødt til at kunne håndtere, ellers kan man ikke tjene penge over tid. Så følg vejen.
John Jensen gjorde det klart, at man ikke lykkes med det, hvis ikke man synes, det er spændende og opfordrede til, at hvis ikke det har ens interesse, er det altid en mulighed at få andre til det.
To dage med viden
Deltagerne ved Agri Nord »Planteavl anno 2023« blev på to dage præsenteret for det nyeste indenfor planteavl. Der var blandt andet indlæg med landmand Christian Boel Østergaard fra Skive. Han kunne med en praktisk tilgang fortælle om præcisionsjordbrug og pløjefri dyrkning.
Der var også fokus på alternativer til den dyre gødning, info om ærteforædling og en status på bælgplanterne ved Bjarne Hansen fra Aurion ved Hjørring. Andendagen satte fokus på pløjefri dyrkning og maskinvalg, den grønne omstilling, biogas og CO2-kvotesalg. Der var også info om frøgræsdyrkning og seneste nyt om bekæmpelse af skadedyr og svampe i fremtiden.