Fredag i forrige uge afsluttede 25 landmænd kurset »Guldkorn til marken« på Centrovice, hvor de over tre kursusdage fik information om alt fra politik, klimapåvirkninger, planteværn og økologi. I mandags startede endnu et tre dages kursusforløb.

- Formålet med kurset er at inspirere og dygtiggøre deltagerne indenfor styring af planteavlen. Og vi vil meget gerne, at deltagerne tager hjem med lyst til at overveje nye tiltag på egen bedrift, der kan øge indtjeningen, siger planteavlskonsulent Kirsten Larsen.

Trofaste deltagere

Kurset »Guldkorn i marken« har været afholdt de seneste 24 år og har deltagere, der har været med hvert år.

- Det er vel hen ved 15 år nu, at jeg har deltaget, siger landmand Søren Greve Jørgensen, der hvert år synes, at han får noget ud af de emner, der er på programmet.

- Det er jo ikke alle emner, der rammer lige der, hvor jeg er i min hverdag, men alt kan bruges, og jeg er glad for at deltage. Det er blevet lidt af en tradition, siger han.

- Det er utroligt dejligt, at vi har så mange, der er med stort set hvert år. Det gør det ekstra sjovt og udfordrende, for der skal jo nye emner på bordet hver gang, siger Kirsten Larsen og lover, at næste år, hvor kurset rammer et 25 års jubilæum, der bliver der gjort lidt ekstra.


Planter