Onsdag den 29. maj afholder Vestjyllands Andel markvandring på ejendommen Peterslund på Mors, hvor de fremviser forskellige sorter i både vårbyg, vinterhvede og rapsmarker, samt præsenterer afprøvede planteværnsstrategier, hvor blandt andet nye svampemidler testes.

- Vi tester raps- og hvedesorter flere steder i landet, siger planteavlskonsulent Claus Jacobsen fra Vestjyllands Andel.

- Det gør vi, fordi vi selvfølgelig rigtigt gerne vil sælge nogle varer, men også vil være sikre på, at det er de rigtige løsninger til de rigtige landmænd. Det kan vi kun rådgive om, hvis vi ved, hvad det er, vi har med at gøre, siger han og fremhæver, at Vestjyllands Andel gerne vil dele den nyeste viden om sorter og planteværn ved at vise nyheder og ikke-kendte løsninger på markvandringen på onsdag.

På Peterslund testes vårbygsorterne Feedway, Raceway og Newway.

- Raceway var den højest ydende sort i 2018, så den forventer vi os selvfølgelig en del af, men det er også spændende at følge de øvrige to, hvor for eksempel Newway udmærker sig ved at buske sig en smule mere end de andre.

Højtydende rapssorter

Rapssorterne DK Expansion, RGT Guzzi og SY Iowa er alle rapssorter, Claus Jacobsen har udvalgt, fordi han tror på, at de er gode sorter med blandt andet en god sygdomsprofil.

- Rapsen er blevet passet og plejet efter de optimale forskrifter, og vi går efter, at den skal give et udbytte på mindst seks tons. Derfor har vi selvfølgelig kun udvalgt sorter, vi mener kan honorere det krav, siger Claus Jacobsen og uddyber de enkelte sorters fordele.

- Iowa er en sort, vi ved har et højt udbyttepotentiale og et højt olieindhold. Den bliver ikke så høj, så det gør den umiddelbart lettere at høste end de mere høje sortstyper, siger Claus Jacobsen og fremhæver desuden Iowas lave modtagelighed for rødhalsrod og brede såbillede.

- Den kan sås stort set hele august. Fra omkring 1. august til 22. august, siger han.

Sorten Guzzi fremhæves som jokeren.

- Her glæder vi os til at få høstet og set resultatet. Jeg tror på et godt udbyttepotentiale, og den ser ud til at have en god sygdomsprofil. Desuden er den velegnet til tidlig såning – helt fra sidst i juli og frem til første halvdel af august.

DK Expansion forventer Claus Jacobsen er årets højdespringer.

- Den egner sig til sen såning, da den vokser eksplosivt i efteråret, så helt frem til 1. september kan man med held så denne sort. Det giver en fordel i forhold til snegleproblemer, da den hurtigt vil gro fra sneglene, lyder det fra konsulenten, der ligeledes fremhæver det høje udbyttepotentiale.

Højdeforskel

Da Effektivt Landbrug sammen med Claus Jacobsen inspirerer markerne inden næste uges arrangement, er det tydeligt at se højdeforskellen mellem de forskellige rapssorter.

- Det er også interessant at følge skulpetætheden, siger Claus Jacobsen og begiver sig ind i rapsmarken, hvor han – ved en fejl – har fået etableret færre planter end planlagt.

- Vi har sået 28 planter pr. kvadratmeter, men lige her løb såmaskinen tom for frø, så der har vi et noget lavere plantetal. Og se hvad det har betydet: Enormt store planter, der har store skulper og som får masser af lys helt ned til det nederste af planten.

- Det er ret interessant, at vi måske – fordi vi kom til at lave en fejl – kan konkludere, at vi muligvis kan sætte plantetallet yderligere ned. I hvert fald, når vinteren viser sig, som den netop har gjort, lyder det fra Claus Jacobsen.

Hvedesorter

Hveden er sået relativt tidligt og fik rigtigt meget vand kort tid efter.

- Vi var faktisk i tvivl om, hvorvidt marken nogensinde ville blive til en hvedemark igen. Men det gjorde den, siger Claus Jacobsen tydeligt lettet.

- Vi har sået sorterne LG Mocca, Informer og Chevignon.

LG Mocca er i år blevet tilgængeligt for salg til såning i efteråret, men har allerede gjort sig bemærket med sit genetiske grundlag for rigtigt højt udbytte.

- LG Mocca viste forholdstal på 106 i både 2017 og 2018 og udmærker sig på den måde ved, at den yder højt både i meget våde og meget tørre år. Det er unikt, siger Claus Jacobsen.

Han fremhæver, at LG Mocca kan have tendens til gulrust, men at den ikke er angrebet på Peterlunds marker endnu. Og skulle der komme et angreb, kan det sagtens styres, så det ikke får nævneværdig betydning for afgrøden.

Sorten Informer er en nyhed fra sidste år, der testes for at opnå yderligere viden.

- Informer er det, jeg vil kalde for det sikre valg. Vi ved fra tidligere tests, at den er robust og har et godt udbyttepotentiale. Den er sund og har et bredt såvindue, så det er en sort, vi tror på og forventer os meget af.

Sidste sort, der er sået på Peterslunds marker, er den franske hvedesort Chevignon.

- Den er jeg personligt ret spændt på, siger Claus Jacobsen.

- Lige p.t. er det den, der ser ud til at stå bedst af hvedesorterne, men nu må vi se.

Fordelene ved Chevignon er ifølge konsulenten det høje udbyttepotentiale, at den vokser ekstremt kraftigt i efteråret, at den kan sås sent og er en tidlig starter.

- Den vil formentlig være rigtig god som andet års-hvede, hvor man gerne vil trække såtiden lidt, vurderer Claus Jacobsen.

Nye svampemidler

Udover de forskellige sorter afprøves også nye svampemidler.

- Vi har blandt andet inviteret Corteva og BASF til at fortælle om deres nyeste strategier, siger Claus Jacobsen, og minder om, at også Bayer vil bidrage med information om et nyt ukrudtsmiddel.

- Vi vil gerne kende de sorter og strategier, vi anbefaler, så det har været vigtigt for os, at det er et forsøg i fuld skala, der tester landmandspraksis og viser potentialet, siger Claus Jacobsen.

Vigtigt med forsøgsværter

Ejendommen Peterslund er valgt som forsøgsvært, da Claus Jacobsen har vurderet, at der på ejendommens jorde er mulighed for et godt udbyttepotentiale.

- Vi vil jo gerne vise de forskellige sorters og strategiers optimale potentialer, så jordens beskaffenhed er vigtigt. Men endnu vigtigere er det, at vi samarbejder med værter, der går op i forsøget og får tingene gjort til tiden.

- Det er sjovt at lege med nogen, der går lige så meget op i det, som en selv og som tager noget ejerskab. Det gør de på Peterslund, siger Claus Jacobsen.

Jørgen Gade Nielsen, der driver Molsgaard Svineavl og blandt flere ejendomme ejer Peterslund medgiver, at det er spændende at være forsøgsvært.

- Vi er jo også interesserede i, at det er de rigtige sorter, vi vælger på vores ejendom, så det er spændende at se, hvilke der kommer til at yde mest, siger han og fremhæver vigtigheden af, at også Vestjyllands Andel deltager aktivt.

- Claus Jacobsen er flink til at følge op og kommer her ofte. Men det kræver det også, hvis vi skal bevare interessen og engagementet, siger Jørgen Gade Nielsen.

Molsgaard Svineavl driver 550 hektar og har 1.100 søer i avl og opformering.

Arrangementet løber af stablen onsdag den 29. maj kl. 15.30 på adressen Peterslundvej 4, Øster Assels.