- Zorvec er et nyt og banebrydende skimmelmiddel.

Så præcist beskriver Bertram Larsen, teknisk supporter hos Corteva – der er det nye navn for fusionen af kemifirmaerne Dow og Dupont - midlet, han har været med til at teste gennem de sidste ti år.

- Vi har haft forsøg under markforhold det seneste årti, og resultaterne er enestående. Områderne, der er blevet behandlet med Zorvec, er så tydelige, at vi siger, at vi dyrker grønne øer, siger han og henviser til en helt ny virkemåde, hvor midlet virker translaminært og dermed beskytter nye skud på kartoffelplanten.

- Vi ser en effekt flere steder i svampens livscyklus, men midlet virker bedst, når det benyttes præventivt, lyder det.

Regnfast efter 20 minutter

Især midlets regnfasthed har imponeret Bertram Larsen.

- Efter en time er mere end 80 procent af midlet bundet i vokslaget og efter bare 20 minutter er det regnfast. Det har været en enorm fordel, når vi har testet op imod andre midler på markedet og det har regnet lige umiddelbart efter, at midlet er tilført. Zorvecbehandlede planter er kraftigere og uden skyggen af skimmel.

Corteva fremhæver endvidere beskyttelsens af nytilvækst som banebrydende.

- Midlet beskytter fremkomne blade efterhånden, som de gror større og de beskytter nye blade, når de kommer frem og vokser. Det er ret unikt.

Ti dages beskyttelse

Midlet kan anvendes i ti dages intervaller, hvilket ifølge Bertram Larsen betyder færre overkørsler.

Også firmaets hollandske repræsentant Jan-Dries Luijks er begejstret.

- Zorvec har allerede været benyttet to sæsoner i Irland og er i ti lande indtil nu, så vi har efterhånden en del erfaring med midlet udover den lange periode med markforsøg, siger han.

- Når vi har en langtidseffekt, der beskytter afgrøden i ti dage efter behandling, har vi også bedret mulighed for at bruge tid i øvrige afgrøder. Så ikke nok med, at vi med Zorvec sikrer, at kartoflerne står grønne i længere tid og maksimerer udbyttet, så øger vi også muligheden for, at sædskiftets øvrige afgrøder opnår bedst mulig håndtering. Det er fantastisk, siger Jan-Dries Luijks.

Zorvec

  • Skimmelmiddel til brug i kartofler
  • Langtidseffekt og beskytter planten i ti dage efter behandling
  • Anvendes bedst før smitten optræder i marken og beskytter nytilvækst
  • Sikrer at kartoflerne står grønne i længere tid og maksimerer udbyttet
  • Effektiv ved lav aktivstofmængde og regnfast efter 20 minutter