Nye salgskanaler for roefrø
Fra i år foregår salg af sukkerroefrø ikke længere kun gennem Nordic Sugar til de danske dyrkere

Henrik Møller fra SESVanderHave ser store fordele for sukkerroedyrkerne i de nye muligheder. Foto: Majbritt Christensen
Der er ændret på salgsstrukturen, således at de danske sukkerroedyrkere nu har flere valgmuligheder, når der skal handles frø.
- Det betyder, at man i stedet for kun at kunne bestille gennem Nordic Sugar nu også kan købe frø direkte fra frøproducenterne, siger Henrik Møller fra SESVanderHave.
- For de lidt mindre kan man selvfølgelig stadig bestille, som man plejer, hvis man ønsker det.
Bedre vejledning
Henrik Møller forklarer, at der blandt andet er nogle, der har oprettet webshops, hvor man handle direkte og dermed kan få den bedste aftale til fordel for alle parter.
- Det hele gør, at der kommer flere aspekter i spil, så vi bedre kan formidle det optimale produkt til den enkelte landmand.
- Der er nemlig store egnsforskelle i genetikkerne og ydelserne, selv hen over Lolland, men selvfølgelig endnu mere hvis vi tænker på et område som Vestsjælland, hvor det er lidt mere køligt, og dermed kan det være en fordel med planter, der ikke har så stor tendens til at gå i stok, for at nævne et eksempel.
Han forventer, at det vil komme dyrkerne til gode gennem bedre og mere målrettet vejledning for den enkelte.