De gav et merudbytte, men en sen såning omkring 25. september betød, at Saaten Unions forsøg med hybridhvede ikke gav det helt store udslag i forhold til landmændene på de to bedrifters foretrukne vinterhvede.

Hos Saaten Union er Jens Ole Nielsen, der har ansvaret for det skandinaviske marked, dog nogenlunde tilfreds med resultaterne.

- Man håber altid på lidt mere, og det sene såtidspunkt betød, at man i hvert fald skulle køre med en udsædsmængde på 160 planter pr. kvadratmeter eller måske mere for at få et nogenlunde merudbytte. Men en del af formålet med de her forsøg er at komme lidt tættere, hvordan man får det optimale ud af hybridhveden. Der har vi i hvert fald fået en basis at arbejde videre fra, og vi har derfor også tænkt os at køre lignende forsøg i den kommende sæson, siger Jens Ole Nielsen om forsøgene, der har været de første af sin slags på dansk jord.

Saaten Union er den eneste udbyder af hybridhvede på det danske marked.

Håber på tidligere såning

Forsøgsparcellerne ved Tylstrup og Hobro blev tilsået med fire hybridhveder, som stod ved siden af landmændenes foretrukne sorter. Mens de traditionelle hvede-sorter var sået med 295 planter pr. kvadratmeter stod hybriderne med henholdsvis 130 og 160 planter pr. kvadratmeter.

På JB1-jorden ved Tylstrup var det hybriden Hyena, der gav det bedste resultat med 8.549 kilo pr. hektar mod KWS Lilis 7.403 kilo pr. hektar.

På JB2-jorden ved Hobro var det hybriden Hyking, der gav bedst med 8.552 kilo pr. hektar mod Kalmars 7.003 kilo pr. hektar.

- Vi kan kun gisne om, hvordan det havde set ud, hvis vi havde kunnet så 14 dage eller måske endda tre uger før. Det får vi forhåbentlig bedre mulighed for i år. Vi kunne også have valgt at øge udsædsmængden på grund af den sene såning, men vi vil gerne presse den ned omkring de 130-160 planter pr. kvadratmeter, fortæller Jens Ole Nielsen, der også har kunnet se sin hybridhvede Hyking klare sig fornuftigt i landsforsøgene for vinterhvede med det 10. største kerneudbytte på 9.830 kilo pr. hektar. Her topper LGW123 fra Limagrain med 10.120 kilo pr. hektar.

Det er dog under de lidt sværere forhold som på forsøgsparcellerne i Nordjylland, at hybrider for alvor skal vise sit værd, forklarer Jens Ole Nielsen.

 
Planter