Skån roerne for ukrudtssprøjtning lige efter jordfygning
- Beslutter man sig for omsåning efter voldsom jordfygning kan der blive behov for ekstra jordbehandling for at fjerne udsprøjtet Command, lyder det fra Nordic Sugar på Falster.

I denne uge var der kraftig jordfygning i flere marker, som her på Falster i tirsdags. Foto: Agricenter, Nordic Sugar
De meget tørre marker og kraftig blæst har i denne uge flere steder betydet ret voldsom jordfygning – ikke mindst på de åbne nysåede roemarker.
- Kimplanterne kan hurtigt slides væk eller blive dækket af fint sand, oplyser man fra Nordic Sugar på Falster.
- Men roerne er i stand til i nogen udstrækning at komme igennem, hvis de er dækket af et fint lag sand. Efter et par dage kan man se, om de vindslidte planter vokser videre.
Vent tre til fire dage
Hvor der stadigvæk er lidt grønt tilbage i hjerteskuddet, og kimstænglen ikke er helt tyndslidt, vil planterne overleve.
- På nuværende tidspunkt anslås grænsen for omsåning til at være cirka 40.000 til 50.000 planter pr. hektar nogenlunde ensartet fordelt. Jo senere omsåningstidspunktet er, jo lavere plantetal kan accepteres, vurderer man på Nordic Sugar.
Ensartethed i plantebestand og tilstedeværelse af problemukrudt har også betydning, når afgørelsen om omsåning skal tages.
- Hvis der er sprøjtet med clomazon – i for eksempel Command – omsås med stenplovene kørende dybt for at fjerne jord med aktivstoffet. Eller der kan sås efter en forholdsvis dyb opharvning, lyder rådet fra Nordic Sugar.
Med hensyn til ukrudtssprøjtning på vindslidte roeplanter bør disse skånes tre til fire dage inden ukrudtssprøjtning.